I en like og swipe-verden

Swipe. Like. Ahh. Lidt for høj. Swipe. Nej. For tynd. Swipe. Swipe. Swipe. Videre. Like. Eller. Ej. Det dér hår kan jeg ikke leve med. Og hvad, tre uger ældre end det, jeg har sat mit maksimum på? Det går ikke, det er klart!

 

Okay.
Jeg indrømmer blankt, at det er let at tænke, at datingmedier, hvor man swiper, kan virke overfladiske. Faktisk kan disse medier virke som de mest fordummende og kræsne apps, vi nogensinde har haft.

Jeg taler selvfølgelig om Tinder og Happn. To apps, der handler om at bladre igennem billeder af folk og derefter vurdere, om de personer, du ser billeder af, er attraktive nok til at få et like. Den eneste information, du får, er en alder, et fornavn og muligvis en tekst à la ”jeg er glad for pil-selv-rejer og solskin”.

Det er der jo ikke meget galt i, men mit indtryk er alligevel, at dating-apps (eller sex-apps, som de bliver kaldt i medierne) tangerer til det tabubelagte, for disse apps er useriøse og desperate. Det er da heller ikke, fordi det er det første, jeg fortæller, når jeg møder et nyt menneske og jeg tager ikke et banner med, hvor der står ”JEG ER PÅ TINDER”, når jeg går ned ad Nørrebrogade (det kunne ellers se specielt ud). Jeg er ikke flov over, at jeg er på Tinder og Happn, men… Det fedeste ville da være, hvis vi kunne være foruden de her apps og tage kontakten i virkeligheden, ikke?

Tænk, hvis vi ikke behøvede en app, der oprettede kontakten for os, men rent faktisk selv turde tage chancen – også over køledisken i Irma ved Vesterbros Torv eller ved cykelstativerne på Nørreport! Måske er jeg bare et uheldigt eksempel, der kun har fået fremmede komplimenter fra mænd få gange (når alkohol er indblandet, er det noget andet, hvilket vi også kan tænke over). Måske sker det rent faktisk, at andre bliver scoret på åben gade ved højlys dag. Men jeg tror det ikke. Så er det langt lettere med et like og et swipe, og her er det, Tinder og Happn igen lister sig ind i billedet.

For det kan godt være, at disse apps er overfladiske og at mine bedsteforældre desuden slet ikke forstår det. De synes, at vi i stedet burde mødes i ungdomsklubben, ligesom de gjorde, da de var unge, men jeg tror også, at der er nogle gode ting ved nutidens Tinder og Happn. Eksempelvis viste en hurtig rundspørge blandt venner, veninder og kollegaer, at alle kender mindst én person, der har fundet en kæreste gennem datingapps, særligt Tinder. Nogen har ennda fået børn eller er gravide med en kæreste, de har fundet gennem Tinder. ”Om et par år er der jo en hel generation af Tinder-børn, og det vil være ganske naturligt!” som en bekendt sagde for nyligt, og jeg tror, han har ret (den ”bekendte” var desuden en Happn-date).

Det er bestemt ikke alle, der leder efter deres soulmate eller lignende på Tinder og Happn, men der er heller ikke nogen grund til, at der bliver set så useriøst på fænomenet. For selvom ”jeg liker dit udseende”-konceptet er noget af det tætteste, du kommer på at være overfladisk, synes jeg ikke, at samtalerne altid er indholdsløse og overfladiske.

 

Så kan du kalde mig naiv, men jeg har haft nogle ganske fornuftige og interessante samtaler – nogle samtaler, jeg ellers ikke ville have haft. Både fordi det kan være lettere og mindre kompliceret at åbne sig op på skrift, men også fordi jeg måske aldrig var faldet i snak med den person i virkeligheden. På den måde kan vi jo konkludere, at der er kortere afstand mellem folk – i hvert fald virtuelt – og det kan vel ikke være en dårlig ting.

Vi kan håbe, at apps som Tinder og Happn på sigt fører til en erkendelse af, at vi lige så godt kan svinge et hej over køledisken som over chatten på Tinder (dog er der nogle åbningsreplikker, der fungerer væsentligt bedre på skrift end i tale, vil jeg mene). Vi kan håbe på, at vi stopper med at kigge på vores telefoner og i stedet for kigger mere på hinanden – i virkeligheden og ikke gennem selfies. Vi kan blive skræmte over, at vi har ”brug” for en app til at kontakte hinanden og tænke, at så dybt vil vi aldrig selv synke.

Men vi kan også vælge at tænke, at internettet og apps sandsynligvis er kommet for at blive, og at ligesom så meget andet foregår den vej, er det naturligt, at Tinder og Happn følger med. Måske ville det fedeste alligevel ikke være, at være det foruden, for vi kan jo glæde os over, at de her apps er en ekstra mulighed, som vi ikke havde før. Måske kontakter vi derfor hinanden mere og kommer hinanden mere ved. Virtuelt eller ej, uanset hvilken hensigt, der måtte være.

Jeg ved ikke, om det blot er tilfældigt, men det er sjældent, jeg har set så mange på date rundt omkring i København, som jeg har set dette forår. Om det så bliver til mere end en Tuborg og en tilfældig snak om ens faster og hvornår man lærte at cykle, er vel underordnet. Man får talt sammen, måske endda med nogle, man ellers aldrig ville tale med.

Og så står det altså heller ikke værre til, end at jeg for lidt siden hørte en mand sige til en fremmed pige, at hun så sød ud – og det var på åben gade, ude i den helt virkelige verden.

//Tegning&fortolkning: Nicole Blicher Jonasson

Jeg hedder Anna og er 24 år. Jeg bor i en lejlighed på Nørrebro, hvilket jeg er rigtig glad for. Jeg er også glad for blandt andet gåture, efterår, ord, kultur, psykologi, mandage og København.