Hverdagsreality – et interview med en instagrammer

//Illustration: Sirid Ragna Aare Nielsen

 

For nylig var jeg januar-sløj, og derfor lå jeg i min seng i halvandet døgn. Halvandet døgn! Hvad bruger man lige al den tid på?

Jo, jeg fulgte med i ”de andres liv”.

Jeg fulgte med i alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af på de sociale medier.

Jeg gennemtrawlede Instagram, Facebook og Snapchat – for så at starte forfra igen. Da der ikke var mere at komme efter der, blev jeg forfalden til Youtube-kanaler. I ved, den slags kanaler, hvor en særdeles ekstrovert teenager ivrigt og en anelse speedet, deler ud af livserfaringer om alt fra træning til tamponer og tasker. Der bliver ikke lagt fingre imellem.

Og jeg elskede det! Jeg blev fuldstændig grebet!

Jeg syntes, at det var oprigtigt spændende at følge med i ’roomtours’, ’hvad spiser jeg på en dag’, og ’hvad laver jeg på en dag’-videoer. Selv den video om et nyt havregrynsmærke gav mig energi til at hente en kop kamillete. Jeg var underholdt! Jeg var ekstatisk! Jeg skal ikke kunne sige, om det var forkølelsen, der gjorde det. Men så alligevel…

For jeg synes faktisk, at det er spændende at følge med i de andres liv. Jeg læser blogs, og jeg synes, at de bedste indlæg er dem, der handler om, hvad folk laver på en dag. Det må gerne være helt simpelt: ”Så stod vi op, så spiste vi spejlæg til morgenmad kl. 10, så gik vi en tur, så købte jeg dadler på tilbud i Netto…”. Jeg elsker at læse om, hvad folk har spist, hvad de har i tasken eller på skrivebordet, og hvad der har været det bedste og det værste ved deres uge.

Er det mærkeligt? Det er det måske. Tangerer det til stalking? Muligvis. Men jeg tror, at det er spejlingen, jeg kan lide. Jeg kan godt lide, at jeg kan relatere til det jeg ser, læser og hører, og jeg kan lide, at jeg er ikke er den eneste om at have en irriterende onsdag formiddag, eller en virkelig god torsdag eftermiddag. Det er genkendeligheden, jeg kan lide. Måske er det fordi, jeg bliver bekræftet i, at jeg har fat i den lange ende. For når de andre også gør det, kan det vel ikke være helt slemt?

På den anden side er det interessant, hvor det voksende behov for at følge med i de andres liv stammer fra. Vi følger med på de sociale medier som aldrig før, og hvor vi tidligere kun fik et udvalgt indblik i de kendtes liv i ugebladene, kan vi nu følge dem alle døgnets timer.  Hvordan ser deres hjem ud? Hvad har de på, når de ligger i sofaen en mandag aften? Hvad laver de søndag morgen? Hvad spiser de til frokost – aftensmad – natmad?

Hvor det førhen kun var kendte menneskers liv, vi kunne snage i, kan vi nu følge med i de flestes liv på Instagram: Overboen, underboen, naboen. Ham, der arbejder hos den lokale kaffebar eller hende, der altid går tur med hunden. Der skal ikke mere end et fornavn og et efternavn til, og værsgo! Så har man direkte adgang til folks (iscenesatte og velpolerede) liv fra første parket.

Jeg har talt med Caroline Hoeck, der har Instagram-profilen @carohoeck, omkring de sociale medier. Caroline mener, at billeder på de sociale medier ofte kan blive for pæne og polerede, men at det er vigtigt at huske på, hvad udgangspunktet for profilen er. Vil man vise alt ved hverdagslivet? Eller måske kun det gode? Kun det dårlige?

Udgangspunktet for min Instagram-profil er det visuelle og ofte har jeg fokus på hverdagens fine øjeblikke, som man nogle gange overser. Det kan være en smuk bygning på vej til arbejde eller morgensolen, der står op”

fortæller Caroline, og forsætter:

”Dog er der mange ting, jeg ikke deler, men min grænse for, hvad der er privat har helt sikkert rykket sig, siden jeg fik Instagram for 3 år siden. Eksempelvis synes jeg ikke, at det er ligeså grænseoverskridende at lægge et selfie op nu som før”.

Og jeg giver Caroline ret. Grænserne for, hvad vi deler med hinanden, er blevet rykket. Vi deler meget, næsten alt, også med folk, vi ikke kender rigtigt. Vi deler rødbedemadder, humørsvingninger, fitnessapps, tips og tricks, og hvordan det ellers står til i livet.

Er det for meget af det gode?

Det er vel en smagssag. Men jeg synes som udgangspunkt, at det er positivt at dele, og hvis det kan give en fællesskabsfølelse rundt om i landet, er vi godt på vej. For som Caroline siger:

Jeg synes, det er så fascinerende og inspirerende at få et indblik i – og følge med i – andres liv. Især dét, at det er virkelige mennesker, der er på den anden side af skærmen, synes jeg er sejt. Jeg følger ikke særlig mange ’kendte’, for jeg er mere interesseret i hverdagslivet og det almindelige menneske”.

Men indimellem kunne man måske udvide sin horisont og udfordre sig selv lidt? Hvis man kun følger dem, der deler polerede billeder, kunne man med fordel følge dem, der lægger mere virkelighedsnære billeder op og omvendt. På den måde kan man lære noget om nogle, man ellers ikke ville have fulgt, hverken på Instagram eller i virkeligheden. For virkeligheden er jo alligevel sjældent så sort/hvid (eller fyldt med filtre), som den er på de sociale medier.

Jeg hedder Anna og er 24 år. Jeg bor i en lejlighed på Nørrebro, hvilket jeg er rigtig glad for. Jeg er også glad for blandt andet gåture, efterår, ord, kultur, psykologi, mandage og København.