Guide: Ufarlige udflugtsmål fra en kriseramt københavner til en anden

//Illustration: Christine Buchholtz

 

Siden jeg flyttede til København for et års tid siden, har jeg haft min andel af nedture. I sommermånederne flød krisens bæger over med jævne mellemrum, og det sene efterår var plaget af konstant snurrende uro. Lindringen, har det vist sig, findes ikke i mit pudevår, men på gåben mod afprøvede, sikre destinationer. Hvor går du hen?

 

I skrivende stund befinder jeg mig midt i orkanens øje af en ubarmhjertig livskrise, plaget af fortvivlelse og gråd. Nye perspektiver synes troligt at blive væk, når man ligger sengebundet af slunkne håb og modløs tristhed, og Netflix gør sjældent andet godt end at aflede. Selv bliver jeg om muligt endnu mere slukøret af at have haft pyjamasuniformen på i flere vandrette timer, og nok så meget det i de stunder føles som et drastisk træk, har jeg modvilligt måttet sande, at en gåtur gør underværker.

 

Og dog.

 

For København, har jeg erfaret, er et minefuldt landskab befolket af travlt målbevidste succeser. Så Frederiksberg prøver jeg af princip at holde mig fra. Glansbilledet Jægersborggade viger jeg også udenom. Føler jeg mig mere ussel og uduelig af det, nærmer jeg mig det ikke, og i al ydmyghed vil jeg råde dig til det samme. Undgå grund til tarvelige sammenligninger af enhver slags.

 

Når alt andet virker retningsløst og ikke dufter den mindste smule af mening, tyr jeg til gåture mod gennemtestede, ufarlige udflugtsmål, jeg i hvert fald ikke får det værre af at begive mig mod. Nogle gange får jeg det tilmed bedre.

 

Udflugtslisten er bestemt en ufærdig størrelse, der stadigt bygges videre på, og måske har du dine egne destinationer væk fra dårligdom. Mine følger her:

 

 

Hovedbiblioteket på Krystalgade

Søg mod orkanens øje. Det bedste skjulested er i andres travlhed, og blandt tastaturpryglere og studentersved bliver man ikke mindre under andres blik. Simpelthen fordi de ikke kigger på dig.

 

Min erfaring siger mig, at en af pladserne på anden sal med udsigt ud over bibliotekets forhal er at foretrække, ikke mindst fordi man kan gemme sig ved at have øje for alle andre i stedet for forknudringen i maven, men også fordi pladserne er rimeligt afskærmede og ublottende.

 

Nedenfra syner man bare af en umærkelig skikkelse uden at sygne helt hen.

 

Det bedste ved Hovedbibliotekets andensal er imidlertid, hvordan al lyd i sin himmelflugt smelter sammen til en utydelig potpourri af kaffeknævren, skrankesnak og rulletrappernes blide summen, der ikke kan skelnes fra hinanden.

 

Et dunet lydbillede. Det føles sikkert. Som da man som lille vågnede af en middagslur til lyden af ens forældres puslen, eller når man kommer ud til cyklen om morgenen, og hele byen allerede trygt rumsterer som vanligt.

 

 

Statens Museum for Kunst

Særligt på toppen af trappen med det store vindueskig ud mod Øster Fælled hænder det, at perspektiver ændres. Om ikke andet fordi man får vid, grøn højde på, hvad jeg ikke nemt kommer til i min hverdag.

 

Trækplastret for mig ved de pudeklædte trappetrin og museet i øvrigt er, at det nærved føles trygt, rigtigt og hjemligt at fortvivle i kunstens hus, og anstrenger jeg mig, bliver mine kvaler næsten en kunstnerisk ressourcepulje. Det er svært at tage sig dårligt ud på et museum, hvor end lille en trøst det må være. Og måske tager ressourcepuljen og jeg os smukt ud sammen.

 

For som på Hovedbiblioteket har folk nu alligevel travlt. Ens stille tilstedeværelse på trappens top bliver formentlig skudt til at være en indadskuende forknythed, en monologisk søgen.

 

Det er til at leve med. Man kan sidde i fred.

 

 

//Illustration: Christine Buchholtz

 

 

Kastellet

Sidst jeg kastede mig over bakkebestigninger på Kastellet, blæstes jeg til ørepine og ørhed, og det er virkelig ikke at gå af vejen for. Velsignet være afledningsmanøvren.

 

Så vidt jeg bilder mig ind at huske, kan kroppen kun fokusere på én smerte ad gangen, og hellere at den manifesterer sig fysisk som vindblæst hovedpine end følelsen af undergang, som ikke rigtigt sidder nogen steder. Som hverken Panodiler, afspændingsøvelser eller en flaske vand kan gøre noget ved.

 

Af de knap så dystre fordele at hente hjem på Kastellet er selvsagt, at man også bare kan nøjes med at få noget frisk luft. Kigge på vandet, der skvulper. Lade hovedet nyde godt af at få noget grønt gennem øjnene, for bor du som jeg på Nørrebro, er der dig færrest grønne arealer beskåret.

 

På de gode dage blæser vinden på bakkedragene så susende højt, at du ikke kan høre dine egne tanker.

 

 

Vestre Kirkegård

I godt humør nyder jeg at gå ad alléen på Assistens Kirkegård, kigge mod de svajende trækroner og smile til nybagte mødre. Det føles kvidrende symbiotisk, særligt i solskin, men snarere parasitisk, når humøret skranter betydeligt, for da er der ikke mere mig at give af.

 

Vestre Kirkegård og jeg taler derimod samme lydløse sprog. Den underligt boulevardiske asfaltlabyrint er næsten et spøgelse i sit vide, vindfølsomme anlæg, og det føles ikke helt forkert at lade sig forvilde.

 

Når min biologilærerinde fra grundskolen i ny og næ hev os elever ud i skoven på feltstudium, var det foruden i undervisningens tjeneste også under parolen, at det gør godt at omgive sig med grønt.

 

I al sin stil- og forladthed er Vestre Kirkegård min lindring, være det placebo eller ej.

 

 

//Illustration: Christine Buchholtz

 

 

Flyvergrillen

For dem, der er forfaldne eller tilmed nødsagede til at betragte deres liv gennem metaforikkens brilleglas, kan Flyvergrillens udsigt til flyenes letten og landen være behjælpelig.

 

Grillen er en udflugt i sig selv og kan rask væk tage halve timer at nå frem til. Hvis du som jeg i din opvækst har været tilknyttet sportshalsmiljøet, finder du måske trøst og tryghed alene i at kunne bestille en bakke biksemad fra en billedmenu i kioskloftshøjde. Man skal heldigvis ikke være fin på den.

 

Med udsigt ud over banerne ligger det dig lige for at træde ind i en meditativ tilstand, hvor du for hvert flys letten lader bekymringer falde fra dine skuldre og for hver landing lader roen indfinde sig.

 

Vist nok er det let at stille sig kritisk over for, om det overhovedet duer, men giv det en chance. Måske viser det sig at gøre noget for dig.

 

Og i det mindste er du kommet ud af lejligheden.

 

 

En sidste bemærkning

Det skal endelig ikke lyde, som om jeg ligger inde med svar på nogen som helst problemer, og jeg er på det bestemteste ikke en foregangsmand, når det kommer til at komme ud af lejligheden, end ikke når det drejer sig om at købe Pågen-gifler i Netto.

 

Gentagende gange har jeg fra alle sider fået at vide, at det gør noget godt for mekanikken oppe øverst at blive luftet. Af egen erfaring ved jeg dog, at det kan være svært at komme over dørtærsklen, når man ikke aner, hvor man skal begive sig hen. Hellere holde graden af meningsløshed i ave.

 

Nogle dage, måske mange dage eller tilmed mange måneder synes det uoverstigeligt og på ingen måde som en mulighed at komme ud af døren. Det er okay. Uanset hvornår man kommer af sted, om det er jævnligt eller engang hvert solhverv, vil det gøre godt på en eller anden måde. Hver gang.

 

Som bemærket er det en ufærdig liste, og hvis du har en yndet destination, du gerne vil dele, vil i hvert fald jeg være glad for tippet.

 

Om ikke andet kan det være, vi mødes derude et sted. Jeg lover at smile.

 

//Christine Melau Risager