Gå ud og flirt med din by

Kollektiv beskuelse // Foto: Christian Ravn Brems

 

 

 

Jeg er Københavner. Jeg er tilflyttet, fraflyttet, tilflyttet, fraflyttet og nu igen tilflyttet. Jeg har boet her i alt i fem år. Sidste år blev min københavnertilværelse sat på standby, da jeg skulle i praktik på et galleri i New York. Efter at jeg er kommet tilbage, har jeg omfavnet byen på en, for mig, ny måde. Jeg er begyndt at flirte med byen og den bedste måde at gøre det på, har jeg fundet ud af, er, ved at prøve at tage afstand til byens stereotype fremstilling.

Byen er desværre flere steder blevet bedøvet med kedelige 90’er byggerier, der ingen charme har. Disse bygninger inviterer ikke ligefrem til nogen særlig flirten. De stereotypiske forestillinger om bydelene viser kun deres charme på samme måde, som man ville forvente af et one-night-stand. Stereotyperne er nemlig med til at skjule, hvad der gemmer sig bag ved alt det overfladiske. De sørger for, at byens sande identitet bliver mindre tilgængelig.

 

På det seneste er jeg dog blevet overrasket på mine vandringer rundt omkring i de københavnske gader. Selv når jeg vader rundt i mine egne tanker, kan der pludselig dukke noget uanet frem. Det skete eksempelvis en dag, hvor jeg var på vej hen for at flirte med en fyr, jeg havde skrevet lidt med på Tinder. På turen derover flirtede byen tilbage til mig. Det virkede. Lige der imellem de store banale boligbyggerier dukkede reglens undtagelse op, og det mindede mig om, at jeg befandt mig i en by med en fortid. En by med en identitet. Det øjeblik rykkede mit perspektiv sig, og jeg så i et øjeblik byen på en ny måde. Byen kurtiserede mig og modsagde min ensidige opfattelse af de kedelige gader med sin integritet. En enkelt bygning, der ligger lige der, hvor Titangade krydser Sigurdsgade, tittede frem og sendte mig straks tilbage til Bushwicks industrielle atmosfære i Brooklyn. Jeg blev glad og tænkte, at København havde noget af den charme, som jeg blev så forelsket i, da jeg boede i Brooklyn.

 

Det var egentlig mest af alt en bygning, der så ud til ikke rigtig at have noget formål længere, men om ikke andet havde den en masse at fortælle mig den aften. Den lave bygning med det industrielle, rå udtryk var befriende. Facaden, som den stod der, næsten dækket af graffiti i forskellige, stærke farver fik mig til at savne sommeren. For det ville være et sted, jeg godt kunne tænke mig at sætte mig ned på fortovet med en six-pack, smøger og et par venner. De sprodsede vinduer, det slidte udtryk, graffitien og de gamle vejskilte på bygningen giver tilsammen et urbant udtryk, hvor det lokale miljø har været med til at præge området i forskellige retninger. Disse udtryk danner for mig en helt bestemt storbystemning, der er svær at beskrive. Bygningen er en gammel fabriksbygning, og sådan som den står der i kontrast til sine omgivelser med de nyere boligbyggerier, virker det som et eksempel på et desperat input til debatten om den såkaldte gentrificering i København. Det er en slags forskønnelsesproces af hovedstaden. Processen beskyldes tit for at skabe et større økonomisk skel imellem de forskellige områder, da man rydder op i byens kriminelle miljøer ved at skubbe dem længere ud i periferien, samtidig med at man renoverer. Denne diskussion er efterhånden ved at være gammel og finder ikke kun sted i København, men er nærmest et dagligt samtaleemne i de fleste storbyer.

 

Selvom jeg ikke er vokset op i en storby, så er jeg en storbydreng helt ind til knoglerne. En tilværelse uden for byens grænser er helt fremmed for mig. Jeg elsker mangfoldigheden, der tilbyder mig at møde nye, interessante mennesker hver dag. Om det kun er for en kort bemærkning, har det alligevel en større betydning. Samlet set tror jeg, at en stor del af grunden til, at jeg nyder dette flow af mennesker, er, at de tilsammen minder mig om, hvordan byen kan overraske. Hvordan man ikke skal skue hunden på hårene.

 

 

”The best thing about walking on Broadway is that whenever there’s a J, M or Z train, you can fart and no one will hear it!”.

 

Det fik jeg engang fortalt på Broadway i Brooklyn af en dame, der havde levet hele sit liv i området under højbanen. Selvom den ikke er køn, og selvom den larmer rigtig meget, så er den en stor del af Brooklyns identitet, og jeg synes faktisk, at en meget lignende tendens finder sted i København ved Nørrebro Station.

 

Det funktionalistiske design er lige mig, og det er derfor en af mine yndlingsbygninger. Stationen, som den ser ud lige for tiden, er jo på grund af standen ikke et kønt syn i normal forstand. Der lugter rimelig stygt på trapperne op til perronerne, og stationen står og bliver penetreret gang på gang af s-togene, der kører på højbanen. I løbet af døgnets 24 timer fylder larmen fra tog-trafikken konstant gaderne, men den formår dog ikke at overdøve efterveerne fra hændelserne den 14. og 15. februar.

Det er steder som dette, jeg virkelig kan fornemme, at jeg befinder mig i byen med dens patinerede, uforfinede hårde miljøer. Graffitien, der bidrager med farver på en grå regnvejrsdag. Stedet vidner om en hverdag, der har fundet sted dag efter dag i mange år. Denne hverdag, som ér byen, flirter med sin stolthed og dramatiske aktualitet. De samme dragende fornemmelser får jeg dog ikke af de triste, anonyme nabobygninger. Nørrebros bycenter og Føtex har da funktioner, men de bidrager ikke til noget godt i bybilledet. Disse bygninger er triste, og de distraherer let mit forhold til byen.

 

Nu er det slet ikke fordi, at jeg (kun) angriber Føtex ved Nørrebro station og Nørrebro bycenter. I hele byen er der grim og kedelig arkitektur. De skaber selvfølgelig en kontrast til de mere interessante bygninger, der lader til at have noget at fortælle med deres upolerede facader eller gennemførte arkitektur. Nørrebro station og bygningen på Titangade er begge smukke på deres egen måde. Det er slags smuk grimhed. Over hele byen findes der steder som disse, og de fungerer nærmest som små vidnesbyrd om, hvem byen er.

 

 

Smuk grimhed // Foto: Christian Ravn Brems 

 

Jeg elsker København, men dog ikke betingelsesløst. Det er ikke kun kedelige byggerier, der kan virke distraherende for min forelskelse. Jeg bliver begrænset af de fasttømrede meninger, der er om de forskellige bydele. Stereotyperne sørger for, at jeg ikke udvikler mit forhold til byen. Det er som om, at de får os til at sidde fast i den samme trummerum dag ud og dag ind.

 

Hvis jeg vil se forældrepar, der stråler af lykke og kærlighed, så tager jeg til Østerbro. Dér er der størst chance for, at de nybagte forældre har husket at sætte lidt tid af til deres egen version af Madonnas vogue, imens de går op og ned af nabolagets mest befærdede gader med deres latté placeret i kopholderen på barnevognen. Hvis jeg vil være omgivet af unge mennesker og farverige miljøer, så tager jeg cyklen (fikset eller ej) til Nørrebro. Det er her jeg spiser mine falafels, som jeg gerne skyller ned med billige flaskeøl. De bedste fester finder jeg på Vesterbro, hvor jeg er rigtig sej i min partyuniform, der oftest består af, hvad end modebloggerne dikterer. Når jeg bliver kedelig og snæversynet og gerne vil stemme på de konservative, imens jeg sidder i min polerede lejlighed med fordomme om de andre bydele, så bor jeg nok på Frederiksberg – den kedeligste bydel i byen. Amager er der ingen, der gider, undtagen dem der bor der, som egentlig nok har fat i den lange ende. Jeg mener; de er vel eksperterne på området.

 

Der er helt klart noget om snakken, men disse stereotyper er jo ikke pejlemærker, man kan stole på. For selvom man forbinder Østerbro med barnevogne, så er der jo også plads til alle os uden børn. På Nørrebro border også mennesker, der uden tvivl forventer ro kl. 22 – også i weekenderne! Det samme foregår på Vesterbro. Frederiksberg lader til at have sværest ved at overraske, og derfor mener mange også, at det er den kedeligste bydel. Men jeg vil lige tilføje, at det er på Frederiksberg, at jeg finder et af mine absolut yndlingssteder. Café Intime er et af de steder, hvor jeg især føler at byen åbner sig op og lader mig komme helt tæt ind på livet af den.

 

I andre dele af byen findes der ikke den ting, som ikke kan vendes til noget positivt. Selv problemerne med prostitution, narko og vold er efterhånden blevet en del af københavnerlivet. ”Vi er vel en storby, og det hører skam til,” kan man høre fra københavneren. Ja ja, jeg er da godt klar over, at vores problemer forbliver i den laveste ende af skalaen, hvis man sammenligner os med andre storbyer, men de fortjener vel stadig at blive taget alvorligt.

 

 

Portræt // Foto: Christian Ravn Brems

 

 

Jeg tror, det må være en stolthed, der gør, at man strækker den lidt for at få byen til at fremstå fra sin bedste side. Man vil gerne på den ene side gøre opmærksom på, at man er bevidst om kvarterets historie, men man imødekommer det ikke i en klædelig øjenhøjde.

 

At være omgivet af kanyler og skæve eksistenser, samtidig med at man har kendte, rige naboer, er med til at danne et image, som jeg har svært ved at forstå værdien i. Det er med til at markere et klasseskel, der allerede er tydeligt nok. Det er da fint nok som udgangspunkt at sige, at man vælger Vesterbro, fordi der er plads til alle. Kvarteret spænder vidt med sine beboere, der går fra hjemløse til rige. Hvis man har den holdning, når man selv er i den komfortable ende af dette spektrum, så er det vel lidt tankevækkende, at man godt kan lide sit kvarter, fordi det også repræsenterer alle de mennesker, der behøver hjælp. Hvad er Vesterbro uden sin kerne af kriminalitet? Den er ikke så anderledes fra byens andre kvarterer.

 

København har en masse steder, der er oplagte at holde af. Ja! Dronning Louises bro er dejlig på en solskinsdag, og det er Sønder Boulevard også! Vi mangler ikke steder til udendørs chill. Det er noget, vi allesammen elsker. Du kan bare se Jagtvej 69, som i sommer blev taget tilbage af kreative folk med grønne fingre, og sådan opstod ”Byhave 69”. Byen er konstant i fri forandring. Det upolerede og rå bybillede signalerer byens integritet, hvorimod byens skæve eksistenser bliver brugt til at skabe et image, der måske nok bunder i et usmageligt behov for at være et malet storbymenneske.

 

Det er bare så ærgerligt, når vi bor i en så lille metropol, at de fleste finder det for uoverskueligt at bevæge sig uden for sin comfortzone. Gå dog ud og flirt med den by, du er så stolt over at bo i! Tag til Nordvest og gå på opdagelse! Tag til Amager! Lær din by at kende! Dan din egen mening! Drop stereotyperne, og få dit eget indtryk! Byen holder aldrig op med at leve! Og det bedste ved det hele er, at København har mere end rigeligt med charme og kærlighed til at flirte lidt med os alle hver især.

 

 

 

Hvad: København.

Hvor: Ikke kun Dronning Louises bro og Sønder Boulevard.

Hvornår: 1. Januar – 31. December.

Portemonnæ: Kan være gratis.

Cand.mag i Dansk og Bylivsskribent med hang til bodegaer, glimmer, sankning og arkitektur. Er både for og imod gentrificering. I øvrigt spiser jeg kun grønt.