Fortællinger fra de brune værtshuse: Café Stærkodder

De brune værtshuse i København gennemlever i dag sin anden ungdom. Unge mennesker strømmer til, og selvom mange af de historiske beværtninger allerede har ladet livet til fordel for café latte-udskænkning, så er der stadig håb for de gamle stuer. I visse tilfælde har den nyvundne popularitet jaget stamgæsterne på porten. Sammenholdet er blevet erstattet af nye idealer, men måske er det værd at huske, at det faktisk er de gamle travere, som skaber den helt specielle stemning, som vi tiltrækkes af. I en række artikler ser jeg nærmere på livet på de brune værtshuse, og denne gang har jeg snakket lidt med bartenderen på Café Stærkodder på Christianshavn.

Café Stærkodder
Foto // Ditte Maria Engelhardt: Peter bag baren på Café Stærkodder

På et hjørne ved Christianshavns kanal med udsigt til det gyldne spiraltårn på Vor Frelser Kirke ligger Café Stærkodder. Kun de slidte træ-karme, det maritimtudseende træskilt over døren og den lette dunst af røg foran baren afslører, at der ligger et værtshus i den ellers elegante, grå bygning. Sushibarer og cafeer i gadebilledet vidner om, at dette gamle sømandskvarter efterhånden er blevet ganske mondænt. Gentrificeret om man vil. Alligevel har Stærkodder ikke ændret sig. Her bliver der, som årtier igennem, serveret billige bajere til sømænd og godtfolk.

På denne regnvåde tirsdag vælter det ind med gæster, og røgen lægger sig tungere og tungere i det lavloftede lokale. De gulnede vægge, skibsbillederne, skibsurene og alt det andet kitschede tingeltangel får mig til at fantasere om Christianshavns maritime fortid. Om værtshuse, hvor sømænd drak indtil verden ikke længere gyngede, om utrolige historier fra de syv verdenshave, om slagsmål, hor og skandaler. Slagsmål er der ikke så mange af på Stærkodder, men derimod kommer der masser af gamle sømænd fra Sømandshjemmet. De har stadig mange historier til dem, der gider at lytte.

Det er Peter, der står bag baren i aften. Eller Dværgen, Hobbitten, Bro, Fnuggi eller Pede, alt efter hvem af stamgæsterne, der kigger forbi. Peter er en firskåren, brysk type, godt hjulpet på vej af den lædervest, han næsten altid har på. Stemmen er rå, men smilet altid hjertevarmt. Han må strække sig, for at nå glassene på hylden over baren, og han trisser rundt med et godt svaj i benene. Han er gammel fodboldspiller og har haft noget knas med hoften. Ølkasserne har nok også taget deres tørn for ryggen. Det hele forekommer dog meget rytmisk, som om hans bevægelser er en fast koreograferet rutine, der gør arbejdet hurtigt og let. I hvert fald at se på.

At kende sine lus på gangen

Peter har arbejdet på Café Stærkodder siden 2000. Han kender stedet, kender menneskerne, deres behov og deres skæbner. Drikkevarerne står nærmest klar på disken, før de nyankomne overhovedet når op i baren. ”Hvis ikke man bliver genkendt, så føler man sig ikke set,” forklarer Peter, imens han hurtigt hiver endnu et par kolde op af skuffen og stiller ved de to herrer for enden af baren. ”Det var sgu da på tide”, gjalder de og brokker sig lidt lavmeldt over, at jeg tager al Peters opmærksomhed her til eftermiddag.

Lidt efter ringer telefonen insisterende. Peter tager den og et øjeblik efter bryder højlydt latter ud ved bordet længst fra baren. ”Hold dog kæææft”, griner Peter ned i røret. Det er Kim Jæger, der har ringet nede fra stambordet. De vil gerne have flere øl. Peter smiler skævt: ”Ja, som du kan se, er de jo vant til en vis standart,” og så trisser han ned med friske forsyninger til bordet.

”Når jeg er her, er jeg ikke helt mig selv. Jeg indtager en rolle som bartender, og man vokser lidt sammen med stedet. Det er vigtigt at have personlighed og sætte sit præg. Det er jo min rolle at skabe stemningen,” fortæller han.

”På andre steder, som cafeer, hører bartenderen kun en summen fra gæsterne. Her skal man rent faktisk forholde sig til menneskerne. Jeg kan selv savne den service ude i byen. Her er jeg på, jeg genkender dem og jeg ved, hvad de vil have. Det bliver de fleste rigtig glade for,” fortsætter Peter, imens han i en håndevending børster askebægre af og sender fadøl afsted til dem, der i en lind strøm dumper ind på værtshuset.

Spøger man gæsterne er de enige: ”Det betyder alt, at bartenderen kender gæsten. Det kan ikke være en ung pige, der ikke kender klientellet og ikke forstår jargonen eller kan sætte sig ind i, hvad folk har været igennem. Det skal helst være én, der spejler gæsterne. Og har humor,” mener Kim Jæger og Stokholm, der begge er kommet på Stærkodder i rigtig mange år. ”Og så er Pede jo en glad gut. Han er social af helvedes til og inviterer gerne på middag,” fortsætter de grinende.

Café Stærkodder // Foto: Ditte Maria Engelhardt

Kære børn har mange navne

Ud over Jæger og Stokholm kan man også møde skolelæreren (opkaldt efter Lærer Andersen i Matador), mureren, borgmesteren af Christianshavn og pølsemanden. ”Jeg selv bliver kaldt fnuggi, fordi jeg er lille. Vi mobber hinanden meget, men kun på den gode måde. Altid med stor respekt,” forklarer Peter.

”Her er en anden form for jantelov. Du skal ikke tro, at du er noget, men du skal i hvert fald føle dig accepteret, præcis som du er. Her er du både velkommen og savnet. Det finder man ikke mange andre steder.”

Peter er en god menneskekender. Det skal man være som bartender. ”Der er dem, der skal have deres specielle ordrer, andre gjalder bare ved bordene og nogen henter selv. Man lærer hurtigt folk at kende på deres opførelse”, fortæller han. Generelt er folk hjælpsomme og flinke. På Café Stærkodder er der tilsyneladende en samhørighed mellem gæster og bartender. Flere af dem er da også blevet til nære venner over årene.

Da Peter fyldte 50 år i 2012 holdt han også sin reception på Stærkodder. Selvom det var årets varmeste dag var værtshuset fyldt til randen. Både inde og ude klemte gamle stamgæster, venner fra Esbjerg, familie og andre skabninger sig sammen i sommervarmen. Over 100 mennesker fandt vej til baren. Det blev, som Peters chef Tonni sagde ”verdens længste reception”. Peter føler sig stolt og meget værdsat, når han tænker på det.

Stamgæster og menneskeskæbner

Det er dette fællesskab, der gør, at Stærkodder for rigtig mange er meget mere end et værtshus. Det er en dagligstue og et frirum, hvor de kommer for at slappe af sammen med mennesker, der kender dem. ”Det er faktisk ikke så normalt med stamgæster i indre by. Men her fungerer det meget godt. Jeg tror, det er fordi tjenerstaben er stabil. Folk føler sig tygge, og det er familiært,” forklarer Peter.

”Som bartender bliver man hurtigt en offentlig person. Folk her kender mig ret godt og bruger mig som støtte. Derfor er det vigtigt at holde tingene adskilt, så man ikke tager folks problemer med hjem. Det har jeg lært efterhånden, men det er svært ikke at blive revet med. Det er halvdelen af mit liv jo, så det er nærmest familie”.

Der har været mange skæbner forbi i de år, Peter har været på Stærkodder. Der er også mange, der er forsvundet hen af vejen ”Når man kender deres historie, og de så lige pludseligt ikke kommer mere. Det er hårdt,” sukker Peter ”Her er de savnet, for vi tager os af hinanden”.

Klar til næste omgang

Hen ad eftermiddagen forsvinder dagholdet lige så stille ud af døren, og Peter gør sig selv og baren klar til næste omgang. ”Hold kææææft, mester, jeg giver en omgang” og flere øl på bordet. Han samler kræfter til det næste ryk, til de næste, der kommer og kræver overskud og opmærksomhed. De fleste kommer nemlig lige så meget for den atmosfære, der skabes i samspil mellem bartender og gæster, som for de billige øl.

”Sådan nogle steder som det her har atmosfære, tryghed og personlighed. Vi kan tilbyde noget, som man ikke får på de andre sterile, lyse og ligegyldige cafeer. Det kan jeg ikke lide. For mange er det et frirum, deres andet hjem, dagligstuen. Det kan der godt være mange fordomme omkring, men det er da bedre end at de sidder derhjemme alene. Og det er værd at kæmpe for,” understreger Peter. Også selvom det til tider kan være hårdt at skulle være så meget på.

”Her er gode gæster, og jeg går altid hjem med en følelse af at have været min løn værd. Så det er dejligt. Det er et job, men jeg kunne ikke uden det sociale her. Det er samværet, der gør det det hele værd.”

Både Peter og stamgæsterne er glade for, at der kommer unge mennesker på Stærkodder. Også selvom det betyder, at stamgæsterne ikke rigtigt kommer i weekenden, når baren er fuld. Det er ikke fordi, de har noget mod at dele stedet med de unge, men fordi de ganske enkelt ikke får den opmærksomhed, de er vant til i. Men det er de unge, der holder stederne i gang og måske selv bliver til stamgæster en dag. Jeg håber i hvert fald, at vi ses på Stærkodder en dag.

Læs også de andre artikler i serien:

Café Intime

Café Ægir