Fortællinger fra de brune værtshuse: Café Intime

De brune værtshuse i København gennemlever i dag sin anden ungdom. Unge mennesker strømmer til, og selvom mange af de historiske beværtninger allerede har ladet livet, til fordel for café latte-udskænkning, så er der stadig håb for de gamle stuer. I visse tilfælde har den nyvundne popularitet jaget stamgæsterne på porten. Sammenholdet er blevet erstattet af nye idealer, men måske er det værd at huske, at det faktisk er de gamle travere, som skaber den helt specielle stemning, som vi tiltrækkes af. 

dsc03789-2

Foto // Ditte Maria Engelhardt

Når efteråret rammer København, længes mange efter de lyse aftener, hvor byens parker eller havnefronten kan danne ramme om en hyggelig aften ude med vennerne. For mig har den mørke tid dog også sin charme. Nu er det tid til at rykke ind på Københavns mange brune stuer; værtshusene, hvor øllen er billig, rummet røgfyldt og stemmerne hæsere end på byens kaffebarer.

Københavns brune værtshuse har en helt speciel plads i mit hjerte. Stemningen, menneskerne og historierne kan noget specielt; noget, som jeg endnu ikke har fundet andre steder. For mig er dette miljø især en nostalgisk størrelse. Da jeg var lille ejede min far et værtshus, der hed Café Standstræde, i nærheden af Nyhavn. Han drev det sammen med Jytte, som var den største dame, jeg nogensinde har set. Hun gik altid med lædervest, var rund som en kugle, skaldet og havde den hæseste stemme, jeg har oplevet både før og siden. Hun kunne drikke selv den værste sømand under bordet, og hun gjorde det ofte.

Café Strandstræde var ganske lille og tilrøget. Det var indrettet med tunge træmøbler og havde et kæmpe elefanthovedet skåret i træ hængende på væggen. Det runde bord i hjørnet oppe ved baren var, selvom det var uudsagt, reserveret til den gruppe af gæster, som kom mere eller mindre hver dag til en snak og en øl.

Min bedste ven var gamle Rass, som boede lige ovenover baren. Rass sagde sjældent så meget, men mig ville han godt snakke med. Han havde altid et lille stykke legetøj med til mig, når jeg kom på besøg.  From, som også hang der mere eller mindre hver dag, snakkede derimod ofte mere, end hvad godt var. Han var kunstner, af den lidt afdankede type, og i ny og næ fik han lov at betale sin regning af med et af sine malerier. Jeg har nogle elefanter hængende hjemme i min gang, som han har givet til min far i samme anledning.

Desværre var Café Strandstræde ét af de værtshuse, som måtte lade livet for gentrificeringen, og nu ligger der i stedet en lille italiensk restaurant.

I dag er det selvfølgelig helt utænkeligt, at en lille pige hopper rundt og har en fest blandt stamgæsterne på de tilrøgede stuer i København. Det var en anden tid dengang. Det interessante er selvfølgelig, at menneskerne – persongalleriet om man vil – stadig de samme næsten uanset hvilket af de brune værtshuse, man besøger i dag.

Når jeg tager på værtshus i dag, ender jeg også ofte med at sidde og snakke med stamgæsterne. Dem, som for nogle mennesker afvises, som påtrængende alkoholikere. For mig er det netop disse samtaler, som gør det værd at tage et smut på de brune stuer.

Upscale værtshus med historie
Jeg frekventerer mange af de brune stuer i København, men på Frederiksberg finder man et af mine absolut favoritsteder. Her ligger Café Intime, der som en anden tidslomme bringer én tilbage til 1920’ernes dekadente barscene. Den lille bar med de blyindfattede ruder, kitschede indretning og musikalske indslag er måske nok et af de mere upscale værtshuse, man kan besøge. Dog finder man også mange af de ting, der skaber den specielle stemning, som kendetegner de brune værtshuse: mangfoldigheden, sammenholdet og stamgæsterne.

På Intime kan man fem ud af ugens syv dage også finde Birger siddende i baren. I aften er jeg kommet tidligt og har været heldig at finde ham. Han er gerne stukket af igen inden kl. 20.00, for der begynder der at komme for mange mennesker til, at han gider blive hængende. Birger er kommet på Intime siden starten af 80’erne.

”Det var en kammerat, som tog mig med. Jeg kan huske at vi sad her i baren, og her var alle typer velkomne. Det var det, der fascinerede mig mest. Alle typer, både politisk og seksuelt. Det var et fristed for alle, ” fortæller Birger.

Birger flyttede senere til Jylland, hvor han blev boende i 12 år, men Café Intime var det første sted han besøgte, da han kom tilbage til København: ”Her følte jeg tryghed, og her vidste jeg, at jeg var velkommen.” Birger kommer primært på Intime, fordi han kan slappe af her: ”Hvis jeg er hjemme, så tænder jeg jo bare for fjernsynet, så er det her jo hyggeligere”.

Imens vi sidder og snakker i baren flyder Liva Weels ”Glemmer du, så husker jeg…” ud af grammofonen. Jeg spekulerer på, om Birger og de andre stadig kommer her, fordi det er en smule nostalgisk.

”Neeej,” Birger trækker lidt på det. ”Det er klart, at her har været mange mennesker, som jeg holdt af. Det, som gør det specielt er, at vi kender hinanden. Her kan vi diskutere politik uden at blive enige. Andre steder har folk deres holdninger fra Ekstra bladet. Her kommer de fra hjertet”.

Birgers forhold til Intime er dybt, og det er gensidigt: ”Jeg er en speciel person her på Intime. Jeg må for eksempel gerne komme i arbejdstøj. Lars (ejeren red.) har sagt, at det er fordi jeg er en del af institutionen. Lars synes, at jeg er med til at løfte stemningen, fordi jeg godt kan lide at danse. Andre synes nok bare, at jeg er en pauseklovn”, griner Birger.

Birger og jeg skal da også have en dans i aften. Det har jeg lovet ham, for nogen skal jo sparke festen i gang. Jeg ville bare ønske, at der rent faktisk var nogen, som fulgte trop.

Pigen fra Vietnam
Birger har også mange historier at fortælle. Da han var ung, sejlede han for Mærsk som skibselektriker. Birger har sejlet over det meste af verden og har oplevet mange forunderlige ting på sine rejser. Blandt andet fik han tilfældigvis mulighed for at prøvekøre den første Honda på deres egen formel-1-prøvebane i Yokohama, året inden de fik lov at deltage i Formel 1, og han er også, som turist faktisk, kommet en jysk fiskeflåde til undsætning under en frygtelig storm, hvilket skaffede ham stor respekt i det jyske – selvom han var københavner.  Men én af de historier, som alligevel hænger bedst fast, handler om dengang Birger sejlede i det Sydkinesiske Hav på skibet Anna Mærsk tilbage i 1976.

Det var nat og Birger stod på bådbroen sammen med styrmanden. De spejdede ud over det mørke hav. Pludseligt kunne Birger fornemme nogle underlige konturer i horisonten. ”Sæt lige lanterne på, ” råbte han, og ganske rigtig fik de øje på en række underlige både med en masse mennesker i. Det viste sig at være flygtninge fra Vietnam. I årene efter Vietnamkrigen flygtede mange hundredetusinde vietnamesere fra deres land, efter at Nordvietnam havde indført kommunistisk styre. Denne aften kom Birger tættere på to af disse skæbner, end han havde regnet med.

Birger og hans kollegaer sendte redningsbåde ud og fik én efter én redet alle ombord på Anna Mærsk. Alle, på nær to. En mor og hendes barn var faldet i vandet og kunne ikke komme hen til redningsbådene. ”Kast en redningskrans ud, jeg hopper i”, råbte Birger til styrmanden. ”Du er da helt åndssvag”, nåede Birger lige at høre styrmanden råbe, inden han sprang de 30 meter ned i mørket. Birger fik fat i den nødstedte mor og hendes barn og fik dem med tilbage til skibet. Her blev de sejlet til Hong Kong, hvorfra de senere kom til Danmark og kunne starte et nyt liv.

Mange år efter sidder Birger, som han så ofte gør, ved det lille runde bord i hjørnet ved klaveret på Intime. Han får sig en øl og passer sig selv. Der er kommet et par unge piger ind på baren, omkring de 19 år, skønner Birger. Den ene af pigerne kigger meget nærgående på ham. Hun sætter sig ved hans bord og kigger ham dybt i øjnene. ”Har du været sømand?” spørger pigen, og det må han jo nok erkende, at han har. ”Har du sejlet nede omkring Vietnam?” spørger hun, og det har han jo rigtig nok. Pigen kigger indgående på Birger og siger: ”Jeg tror, det var dig, der reddede mig og min mor op fra vandet dengang vi flygtede fra Vietnam. Jeg kan kende dig på øjnene”. I dag kan Birger ikke rigtig huske, hvad pigen hedder, og han har ikke længere kontakt med hende. Alligevel har oplevelsen gjort indtryk på ham.

”Jeg tror ikke egentlig, jeg gjorde noget, som andre ikke ville have gjort – sømænd i hvert fald, ” siger Birger selv, når jeg påpeger heltemodet i hans handlinger den nat på havet.

For mig er det historier som Birgers, der gør det til en absolut fornøjelse at komme på de brune værtshuse. Historierne er fantastiske, nogle gange utrolige, men ikke desto mindre underholdende. Her er meget snak, mange skæbner og mange minder. Og man går i hvert fald hjem lidt klogere, end da man kom – både på livet og på de mennesker, som vi i virkeligheden skylder den gode stemning.

At få lov at lytte til og fortælle andre menneskers historie er et stort privilegium. Det gøres allerbedst med en øl i hånden. Revolutionen kommer nedefra, jeg lader andre om de store linjer.