FOMO – angsten for at gå glip af noget

Hvorfor er vi så bange for at gå glip af noget? Er det de sociale mediers skyld? Fordi det virker som om, at alle andre har et aktivitetsniveau som en Duracell-kanin, der er blevet stopfodret med sukker? Eller fordi København regner med kulturelle tilbud og nye street food-markeder, der åbner om kap? Man vil jo gerne have det hele med, men måske er det i virkeligheden helt andre ting, der skal til.

 

Jeg har købt en ny sofa (musegrå, behagelig). Den er en måned gammel (ok, kun tre uger). Og jeg drømmer allerede om en ny (koksgrå, behagelig).

Hvis jeg skal være helt ærlig, HAR jeg allerede sat den til salg. Sofaen. Jeg mener bare, livet er vel for kort til sofaer, man ikke er helt tilfreds med, ikke?

Nu er det muligt, at jeg kæder to ting sammen, der er langt fra hinanden, men forleden dag gik jeg på Dronning Louises Bro. Ligesom så mange andre. Det var en ganske almindelig torsdag. Solen skinnede, folk sad på bænke og fortorvskanter. Der var cykler, der drønede forbi, musik der hamrede ud af en højtaler, nogle, der kyssede, en, der grinede, andre der skålede, og i et sekund tænkte jeg, at det godt kan passe, at danskere er nogle af de lykkeligste i verden!

Men da jeg så, hvordan alle på broen hyggede sig, blev jeg pludselig enormt bange for at gå glip af noget. Lidt ligesom med sofaen – tænk, hvis der findes en eller noget, der er bedre. Hvorfor var jeg den eneste, der ikke var ude at nyde de ti grader på plussiden? Jeg var jo bare på vej hjem, og lige dér følte jeg mig nok som Verdens Kedeligste Menneske. Og så spekulerede jeg på, om jeg overhovedet levede livet nok – om jeg fik nok ud af det?

Oh, gru!

Det, jeg taler om her, er begrebet FOMO – fear of missing out. Angsten for at gå glip af noget. For i København, hvor der sker mange spændende ting, kan jeg let blive stresset. Så er der et loppemarked her, en gadefest dér, og jeg kan let kan føle, at alle andre laver noget og når det hele. Jeg kan tænke, at alle andre render i pendul-fart mellem aftaler og folk, og får både det ene og det andet ud af dagen og natten. Hvis jeg fx går en tur gennem en københavnsk bydel, kan jeg næsten ikke sparke mig frem for sommerlystne folk, der har placeret sig med øl og vin og to-go-kaffe. Sammen. Sikke de snakker, sikke de griner, sikke de nyder livet, og så går jeg selv dér og skal egentlig bare ned efter noget Schulstad i Fakta.

Jeg indrømmer, at jeg godt kan blive lettere panisk, hvis jeg ikke skal noget specielt en aften, og der er weekenddage, hvor jeg suser fra Herodes til Pilatus og rundt i det halve København, fordi jeg gerne vil have mest muligt ud af livet og dagene. Jeg vil gerne proppe så meget som muligt ind i dagene, og jeg vil ikke gå glip af noget. For Guds skyld!

For kan man overhovedet tillade sig at være indenfor på en dag, hvor solen skinner og der er både åbningsarrangementer, gadefester og cykelmarkeder lige nede foran ens vindue?

Jeg tænker, at det er typisk for vores generation, at vi er bange for at spilde tiden og ikke få det bedste ud af det, vi har. Vi stræber mod perfektion – og selv dét er nogle gange ikke nok. Vi er blevet opdraget til, at vi kan få det, (næsten) som vi vil have det, så hvorfor ikke prøve at få det så godt som muligt? Og så er det, at der er dage, hvor jeg når så meget, at det går op for mig, at jeg overhovedet ikke nyder noget af det – blandt andet fordi jeg hele tiden har nakken bøjet ned mod min iPhone. For at tjekke, hvad de andre laver. Og om der er noget, jeg går glip af.

På Instagram laver alle nemlig noget. HELE tiden. Ingen slapper tilsyneladende af i det her land! Ifølge de sociale medier spiser andre mennesker ude seks dage om ugen. Og en bekendt, jeg har, når alle de ting, jeg normalt når på et år – bare på en weekend! Der er ingen, der lægger et billede op fra en tilfældig, kedelig aften, hvor man tæller støvkorn eller går i gang med at vaske vægge i mangel af bedre (jo, det kan man godt!).

Den ene anbefaling efter den anden til københavnske spisesteder og begivenheder flyver igennem luften på Instagram. Man skal edderstegemig holde på hat og briller og sund fornuft, hvis man skal følge med i dét tempo! Og man skal død og pine også nå at drikke øl på den bar, der lige er åbnet, på fredag…

Men så blev det fredag, og jeg… Er træt. Så jeg tager ikke på bar. Og af en eller anden grund er jeg ikke så bange for, om jeg går glip af noget, selvom jeg bare er hjemme. Heller ikke da jeg tjekker Instagram og kan scrolle igennem andres whiskeyglas og weekendmelodier.

Jeg sætter mig i min sofa. Alene. Faktisk er den slet ikke så dum endda, sofaen. Den grå farve komplimenterer rummet godt, nu jeg ser efter og ikke føler, at jeg skal 118 ting samtidig. Og jeg tænker, at loppemarkederne forsætter resten af sommeren, og at solen nok snart skinner igen. Det plejer den jo at gøre, og øl kan man altid få. Måske gør det ikke så meget, at man ikke er lige der, hvor det sker – man kan jo alligevel kun være ét sted af gangen. Måske spilder man ikke tiden, hvis bare man sørger for at nyde den. Uanset om man så når 118 ting eller ligger vandret derhjemme.

Og sofaen? Den beholder jeg. I musegrå. Det går nok, hvis jeg går glip af en koksgrå sofa. Eller et par timer på Dronning Louises Bro for den sags skyld.

 

//Tegning&fortolkning: Nicole Blicher Jonasson

Jeg hedder Anna og er 24 år. Jeg bor i en lejlighed på Nørrebro, hvilket jeg er rigtig glad for. Jeg er også glad for blandt andet gåture, efterår, ord, kultur, psykologi, mandage og København.