Flink, flinkere, københavnere

flinke-koebenhavnere
//Illustration: Lisa Larsen

”Du bor på djævleøen!” hævder min bedstefar med høj røst og jævne mellemrum. Mest i humor, lidt i alvor, mens han sidder for enden af det bord, der står solidt placeret i deres jyske parcelhuskvarter.

Min bedstefar siger mange kloge ting, men jeg er ikke sikker på, at det her er en af dem. Sjælland er ikke en djævleø, og København er slet ikke en djævleby! Jovist, man kan få det indtryk, når man en tirsdag morgen krydser København på cykel. Der er cyklister, der tangerer til at være djævelske! Aggressive, højtråbende, hurtigtcyklende. Men når det er sagt, synes jeg, at København er en af de hyggeligste, rareste, venligste byer, jeg nogensinde har befundet mig i… Lad mig lige forklare det nærmere!

Jeg bor på Nørrebro. Vest for Runddelen, når man kommer fra Nørreport. Stefansgadekvarteret, bliver det populært kaldt. Jeg flyttede hertil for to år siden og rykkede ind i en lejlighed i stuen. En eftermiddag kom jeg udmattet hjem og fandt en fin indpakning og et håndskrevet kort på min dørmåtte. I indpakningen var et hjemmebagt brød, og i kortet bød overboerne velkommen og på en kop kaffe. Jeg troede kun, at den slags fandtes i eventyr og måske i jyske parcelhuskvarterer – jeg var høj flere dage efter! Det skulle vise sig at blive bedre endnu:

Viceværten hilser dagligt og smilende på gadens beboere, butikkernes ejere slår eftermiddagskaffen sammen, og kioskmanden på hjørnet uddeler highfives til vejens yngre tilhængere. Damen, der altid går tur med sin kortbenede hund, taler hæst og lystigt til højre og venstre, og kaffebarenes tjenere er på fornavn med deres stamgæster. For gæsterne kommer igen og igen, og de propper sig med cortadoer og croissanter, mens de hilser på barnevognstrillende par, og seniorer der afslappet funderer over livets tilværelse på en Københavnsk trappesten.

Det lyder næsten for idyllisk til at være sandt, ikke?

Måske ér det et romantiseret billede af København og Nørrebro. Måske hár min morfar ret. Måske ér vi københavnere ligeså smaddertravle, som vi har ry for. Vi stresser gennem Strøget, gennem livet, gennem hinanden. Vi hilser ikke på nogle, vi er vigtige og uvenlige, vi ser ikke andre end os selv og vores smartphones. Det er ofte sådan, københavnere bliver betegnet, og det er en skam.

Jeg tror, det handler om, hvilke øjne man ser igennem. Hvis man går tur en tilfældig dag i København, kan man opdage mange fine mennesker og meget venlighed. Vil man se den arrige cyklist, der rød i hovedet råber ”SÅ flyt dig dog FORHELVEDE!” kan man snildt finde ham. Man kan også finde den ældgamle dame, der slår med stokken, fordi hun mener, at hele fortovet er hendes. Eller den gnavne familiefar, der i virkeligheden hellere vil tæmme kænguruer i Australien, og derfor lader sin familiebitterhed gå ud over emballagen på æbler i Fakta.

Det er bare også muligt at se det gode. For man kan vælge at se, at København bare er en lille by i en stor by, med en hel masse flinke beboere, der vil hinanden det godt. Hvis vi lige spoler tilbage til kaffebaren i Stefansgadekvarteret. Der har de noget, de kalder ‘pending coffee’. Det går ud på, at man kan lægge nogle penge til en kop kaffe til nogle mennesker, der ikke har så mange penge. Man forærer en kop kaffe væk. Forleden havde de 15 ‘pending coffees’. Altså; gratis kaffe til 15 mennesker, der ikke har så meget. Det er da venlighed!

Jeg synes også, at det var venlighed, da jeg så en dame tabe sin Føtex-pose, og hele gaden var dækket af rullende appelsiner og knust letmælk, og to piger hjalp hende. Det var venlighed, da vi var nogle, der stod i verdens længste kø i Netto, og en mand valgte at bløde stemningen op med en selvopfundet sang og dertil dans. Det var ganske vist ikke skønsang, men alligevel… Eller da jeg kørte i S-tog forleden, og jeg kunne se en ung fyr samle en glemt rygsæk op, ringe til det telefonnummer, der stod i, og på stationen mødes med den glade taskeejer. Jeg synes, at det er venlighed og tillid, når den lokale grønthandler lader mig skylde ham en tyver, fordi jeg har lyst til avokado, men har glemt min pung.

Der er så mange fine, små ting i hverdagen, der vidner om, at københavnere er venlige, hvis vi ser op fra vores smartphones og dropper den mugne indstilling. Lægger vi mærke til det, er der mange smil at spore – rigtig mange! Der er mange venlige blikke, folk der holder ind til siden, så vi kan drøne forbi med vores enorme Christiania-cykler, og taber vi en vante, bliver den samlet op af hende bagved. Det gør den!

Så næste gang min bedstefar hævder, at jeg bor på djævleøen, vil jeg fortælle ham, at København ikke er et sted for djævle (kun på cykelstien i myldretiden, og måske til designer-lagersalg). København er nemlig et sted med ‘pending coffee’, glade grønthandlere, smilende stamgæster og viceværter, der venligt hilser.

Skriv en kommentar

kommentarer

Jeg hedder Anna og er 24 år. Jeg bor i en lejlighed på Nørrebro, hvilket jeg er rigtig glad for. Jeg er også glad for blandt andet gåture, efterår, ord, kultur, psykologi, mandage og København.