Minidokumentar: Et dyk ned i Dancehall

Julie og jeg har været venner i flere år. Jeg har altid vidst, at hun dansede, men først for nyligt har jeg fundet ud af, at det er dancehall, hun danser. Hun har fortalt om sit crew og deres ”studieture” til Jamaica, hvor de danser med jamaicanske dansere, som er de vildeste festaber og de sindssygeste dansere. I mine øjne virker Jamaica som et sagnomspundent eventyrland, når hun luller mig ind i en drømmeverden med sine fantastiske genfortællinger af store fester med billigt alkohol, dejligt vejr og søde mennesker, villige til at lære fra sig. Hun fortæller også om, hvor mange timer om dagen, de øver sig. Om varmen og om den energi, de jamaicanske dansere har. En energi de også forventer fra Julie og hendes crew. Så stod jeg lidt af.

En dag kommer Julie og spørger, om jeg vil med til et event, så jeg rigtig kan se hende danse. Hun skal optræde på Pumpehuset til Dancehall Madness, deres næsten-månedlige dancehall event med dansere, musik, drinks og god energi som snydt af næsen på min jamaicanske dagdrøm. Det siger jeg ikke nej til.

Tak til Julie, Kazoo Crew og Pumpehuset