Er dit skrald guld værd?

 

Om kampen mod madspild har vakt min interesse grundet en sølle SU-indkomst, hvor kreative restløsninger har været en nødvendighed, skal jeg ikke kunne sige. Måske skyldes det også min ekstreme kærlighed til mad, og måske er det faktisk min kære mors fortjeneste. Men kampagnerne i bybilledet, blandet med større fokus i det sociale medieunivers, har været en øjenåbner.

 

Miljøstyrelsen fortæller mig, at vi i Danmark, hvert år, smider 700.000 ton frisk mad i skraldespanden. Det kan vi gøre noget ved, og hvad du vil opdage, er, at der er mange skønne måder at gøre det på. Hvem vil ikke gerne spare på jordens ressourcer, mindske CO2-udslippet, spare penge og vise respekt for den del af verden, der sulter?

I København er vi ellevilde med at skralde. Vilde med at liste ind i baggårde og containere, for at finde gratis skatte og samtidig mindske madspild. Det har givet en smule modspil fra flere supermarkeder og bagere, som ikke er beundrere af konceptet med at have folk rendende og rode. Men måske er det netop disse skraldende mennesker, som har medvirket til supermarkedernes gaveregn af kampagner med de værdifulde overskudsvarer. Jeg har udplukket fem rørende initiativer i København, som du også kan tage del i, hvis du ikke har mod på at kaste dig ud i skraldekulturen. En inspiration til dig, der får ondt i hjertet, når spiseligt mad går til spilde.

Et politisk korrekt måltid

I efteråret havde Nødhjælpens ungdom stablet et succesfuldt arrangement på benene. Det bød på gratis middag til alle, der mødte op i kampen mod madspild. Heldigvis bliver succesen gentaget i aften, torsdag den 26. februar, hvor herlighederne vil finde sted i hyggelige café Nutid i indre København.

Forskellige spisesteder støtter op om projektet og donerer mad, som ikke længere kan sælges, men som stadig er absolut spiseligt.
Frivillige vil stå for at skabe retter på ny ud af de donerede råvarer. Kom, spis lækker mad, og læg ører til fødevareBankens oplæg om madspildsproblematikken. Lyder det som noget for dig at blive frivillig og bidrage til flere af den slags arrangementer? Så læs mere her.

 

Hvad: Gratis festmåltid på café Nutid.
Hvor:
Sankt Peders Stræde 1, 1453 København K.

Hvornår: 26. februar kl. 19-21.30.
Portemonnæ: Gratis.

 

 

Kreativitet er et nøgleord hos restaurant Rub & Stub. // Foto: Alberte Agerskov

Spis rub & stub

Hvis ikke du har mulighed for at deltage i begivenheden på café Nutid, så fortvivl ikke. Du kan nemlig altid bevæge dig ind i det hyggelige spisehus Rub & Stub. Her fremtryller køkkenet imponerende retter ud af overskudsvarer fra forskellige leverandører. Blandt andet har de fået lov til at hente deres bagværk hos Emmerys, som ligger lige rundt om hjørnet. Det er uforudsigeligt, hvad du kan få at spise, men det er ikke usandsynligt at menukortet lover dig gulerod-ingefærsuppe eller cheese cake. Hvis du lyster, står køkkenet klar med en genopfyldning eller en doggy bag, for de finder sig ikke i at lade noget gå til spilde. Rub & Stub er ejet af Dansk Flygtningehjælp og består af fire ansatte og 130 frivillige. Mød op til spændende smagsoplevelser for en god sag – det er da svært at sige nej til.

Hvad: Rub & Stub: et spisehus med overskudsmad tiloverkommelige priser. Se dagens menu her.
Hvor: Rådhusstræde 13, 1466 København K.

Hvornår: Tirsdag-onsdag: 17.30-22. Torsdag-lørdag: 17.30-23. (Lukket søndag og mandag)
Portemonnæ:
Priserne ligger et sted imellem 22-128 kr.

 

// Foto: Alberte Agerskov

 

Lad skæbnen bestemme din aftensmad

Har du lagt mærke til de gule ”sidste salgsdato”-prismærker, som efterhånden har invaderet mange supermarkeder i København? Irma, Netto, Rema 1000, Føtex og Fakta er blandt mange supermarkeder, som er begyndt at vise respekt for madspildsproblematikken. Mange varer er så billige, at du sparer op til 50% af prisen. Udnyt det, og lad skæbnen (og de gule prismærker) bestemme din aftensmad – det fejler intet, og det er en god måde at prøve nye retter af på. Mangler du inspiration til at udnytte din mad på bedste vis, inden det er for sent, så tjek denne hjemmeside ud, hvor der er masser af idéer til sjov og spændende madlavning.

 

Et nyt socialt supermarked

Det er lækkert med de gule, nedsatte varer, men hvad der også er godt, er, at inden længe samles overskudsvarerne på ét sted. I år åbnes dørene nemlig for et nyt, spændende supermarked med super billige varer. Det vil være drevet af Folkekirkens Nødhjælp, og projektet arbejder lige nu på højtryk med at skaffe frivillige og den rette location. Dansk Supermarked vil levere overskudsvarer, som her sælges med op til 70% rabat. Overskuddet går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde med at bekæmpe sult i verdens fattigste lande. Denne fantastiske idé kommer til at blomstre på Nørrebro, men hvornår er stadig uklart. Det vil blive drevet af frivillige, og gå under navnet Refood. Jeg kan slet ikke vente.

 

Hvad: Refood: supermarked med overskudsmad til billige priser.
Hvor:
På Nørrebro, mere præcist er ikke bestemt endnu.
Portemonnæ: Du vil kunne spare 50-70% på varernes normalpris.

 

Lav mad med et sjovt formål

Hvis du har mad i køleskabet, som du ikke kan nå at spise, og fryseren tilmed er tilproppet (first world problems, ja!), ser jeg ingen anden løsning end at invitere gæster til spisegilde. Det er altid hyggeligt at gøre med sine kære, men en sjov måde at gøre det på er konceptet ”Eat in common”, hvor du vil få fremmede gæster til spisning. Vores kære madredaktør kastede sig ud i det (læs om det her), og det var en stor succes. Derfor fik det mig til at tænke på endnu en måde at få gjort kål på mad, som ellers ville ende på hovedet i skraldeposen. Kort fortalt handler det om at vurdere, hvad du kan kreere ud fra køleskabet, hvorefter folk kan tilmelde sig din middag for et sat beløb.

Hvis du er mere til at nyde godt af andres mad, kan du jo bare gå ind og tilmelde dig som gæst.

Hvad: Eat in common: alternativt middagsselskab.

Hvor: Tilmeld dig som vært eller gæst her.

 

 

// Forsidefoto: @szczel