En glædelig december


//Foto: Anne-Sofie Bau Madsen 

På dette tidspunkt har jeg muligvis ikke have købt én eneste julegave. Jeg vil måske have bagt nogle julekager. Vaniljekranse og pebernødder, der bliver besynderligt deforme. Måske vil jeg have genklang af en julesang på hjernen. Jeg vil være blevet blændet af julelysenes glimmer og glans i gaderne, og jeg vil have været en del af det hæsblæsende menneskemylder på Strøget en lørdag formiddag. Forhåbentlig vil jeg have drukket en kop gløgg og spist en æbleskive. Gerne to. Jeg vil have mærket kulden bide i kinderne på en gåtur efter ler og lys og gran.

Men det kan også være, at jeg slet ikke vil have nået noget af det. Alligevel nægter jeg at lade mig stresse af julen.

Jeg vil ikke se det som en tid, der går op i praktik og økonomi og rådvild galop fra Magasin til Illum og tilbage igen. Faktisk forstår jeg ikke al den stress, der sommetider er omkring julen. Noglegange virker det som om, at når man bliver rigtig voksen, kommer december til at handle mere om logistik og koordinering end om juleflet og fællesskab. Den barnlige glæde forsvinder, og tilbage står en praktisk tankegang, der hellere modtager to hundrede kroner på Mobilepay, end en indpakket julegave med silkebånd. Jeg ved, at julen ikke er en glædelig tid for alle, og det er muligt, at jeg er komplet naiv, og at jeg en dag bliver klogere. Men for mig er julen den bedste tid på året.

Vintermånederne kan være lange og kolde, men når julelysene dukker frem i gaderne, bliver jeg glad helt ned i maven. Midt i al mørket dukker der stjerner, lys og glimmer frem. Jeg kan lide, at mørket falder så tidligt, at der er timevis til stearinlys i vinduerne, og for mig er der ikke meget, der slår synet af altaner pyntet med lyskæder. Det minder mig om, at selvom der sker mange dumme ting ude i verden, sker der lige så mange gode. Lysene lægger sig som en dyne om byen og får alting til at rykke tættere sammen.

For i december er der noget af glæde sig til. Forventningens glæde. Der er traditioner, der går igen – dag efter dag, år efter år. Hver dag er en lille fest, en hyggelig en af slagsen. Der er kalenderlåger, der skal åbnes, lys, der skal tændes, konfekt, der skal spises og serier, der skal ses. Det er som om, at man gør sig ekstra umage i december. Alle vil gerne have det rart, og jeg tror, at vi tænker mere på hinanden. Vi tænker på familien, på overboen og på dem, der ikke har det så godt. Fællesskabet føles større. Jeg kan lide at julen (for det meste) handler om det nære, det trygge, det rare, det hyggelige og det traditionsbundne. Selvfølgelig handler julen også om mange andre ting, eksempelvis ensomhed og overforbrug, men måske kunne vi alle gøre en lille indsats for, at netop dét fylder mindre?

Julen handler nemlig om meget andet end stress og jag, og en sen aftentime i Magasin med hele ens løn hældt ned i knitrende plastikposer. Og selv dét scenarie er jeg forfalden til. Der er noget særligt over stormagasiner op til jul. Stemningen, der er forventningsfuld og let travl. Lyden af gavepapir, der hjemmevant klippes over blandet med duften af brændte mandler og veltilberedt chokolade.

Men jeg er vel også bidt af en gal julefan, og derfor har jeg tænkt på noget. Kunne vi bytte bare lidt af den voksne julestress ud med den barnlige og forventningsfulde glæde? Måske kunne vi for en stund lægge indkøbslister, præstationspres og familiekoordineringer til side og i stedet for se julen som et lille, lysende helle?

Jeg hedder Anna og er 24 år. Jeg bor i en lejlighed på Nørrebro, hvilket jeg er rigtig glad for. Jeg er også glad for blandt andet gåture, efterår, ord, kultur, psykologi, mandage og København.