En forlænget weekend fra de sociale medier

Jeg er ikke afhængig. Selvfølgelig er jeg ikke det.

Jeg mener, når man er afhængig, har man mistet kontrollen og får oven i købet åbenlyse abstinenser. Så slemt har jeg det altså ikke. Det er jo bare en iPhone! De sociale medier, dem kan man da ikke blive afhængig af, vel?

Så for at afprøve påstanden kaster jeg mig ud i et lille eksperiment: Kan jeg klare mig i tre dage uden de sociale medier?
Allerede noget tid inden eksperimentet, traf jeg en livsændrende beslutning: Jeg slettede min Snapchat. Det krævede to ugers tilløb, men det har vist sig, at man lever fint uden at vide, hvad andre spiser til morgenmad (skyr med gryn). Man kan sågar overleve ikke at se, hvordan venners venner tror, at de er Kygo i en brandert ved daggry. Faktisk vil jeg mene, at man ikke bare overlever – man lever bedre. Jeg blev stresset af, at ville dokumentere alt, jeg lavede, og ligeså meget stressede det mig at se hver en bevægelse, mine snapvenner gjorde.


TID TIL AT VÆRE OFFLINE. //Foto: Louise Herrche Serup

Jeg har valgt at afskære mig fra den populære app, og jeg er ovenud begejstret for det. Jeg kan tilmed gå timelange ture uden min telefon, hvor jeg (indimellem) ikke savner den. Jeg slukker min telefon, når jeg er i biografen (det er jeg sjældent), jeg har den (indimellem) ikke liggende foran mig, når jeg er sammen med andre, og jeg har én gang glemt den derhjemme (i hvertfald næsten) – så lidt tænker jeg på min telefon! Jeg er ikke udpræget fan af de sociale medier. Jeg kan se, at de bidrager med noget godt, men jeg synes også, at de bidrager med ligeså meget skidt. Så da udfordringen om tre dages fri fra de sociale medier bød sig, tænkte jeg, at det ikke kunne være så svært:
Dag 1. Tre dage er det samme som en forlænget weekend, og den slags plejer at gå hurtigt. Det kan jeg godt klare. Ved 17-tiden står jeg i kø i Irma på Østerbrogade. Jeg snupper af gammel vane min telefon op af lommen, men lægger den ned igen. Jeg kan ikke tjekke noget. Faktisk er jeg den eneste, der ikke har en telefon i hånden, ser jeg. Jeg kigger i stedet rundt i lokalet og ser, at damen foran mig har en pæn, mørklilla jakke på. Jeg ser at ekspedienten har en retro-agtig badge på, hvor der står ”SMIL”, og at solen skinner ind gennem glasdørene.

Dag 2. Jeg savner at Google (alt), og jeg savner at se, hvad der er sket mine Instagram-venner (de har højst sandsynligt slugt en avokadomad og gået i nogle efterårsblade). Facebook er egentlig det, jeg savner mindst. Det er rart, ikke at have lyst til at tjekke min telefon hele tiden. Det er befriende! Tænk, at man kan leve et liv, uden at vide, hvad andre laver! Jeg opdager, at jeg er mere til stede – jeg har ikke min telefon i tankerne – og jeg når mere.

Dag 3. Jeg har aldrig været på en detox-juice-kur, men jeg forestiller mig, at det er sådan her, det føles. Jeg tjekker ikke min telefon hvert femte minut, som jeg – indrømmet – gjorde for tre dage siden. Hvis sandheden skal frem, er jeg begyndt at tænke på, om jeg var afhængig af både min telefon og de sociale medier. Jeg kunne godt gå de lange ture uden min telefon, men jeg havde den hele tiden i min bevidsthed. Jeg tænkte hele tiden på den. Jeg tænkte på, hvad andre lagde op på de sociale medier, og om jeg gik glip af noget. Min iPhone er det første, jeg ser, når jeg står op og det sidste, jeg ser, når jeg går i seng.

Så jeg var smilende, da jeg igen måtte tjekke de sociale medier efter tre dages fri. Det var fedt. Men også et antiklimaks. For det var netop, hvad dagene havde føltes som: tre dages fri. Tre dages ferie. Tre dages frihed og uvidenhed om, hvad andre laver. For jeg opdagede, at det ikke bare stresser mig, at blive bombaderet med omverdenens kaktus-planter, Aperol Spritz og andre lyksaligheder. Det puster også til en form for ensomhedsfølelse. I virkeligheden er det velsagtens FOMO – angsten for at gå glip af noget. Dér sidder man, med et stykke mekanik i hånden, og kan følge med i alt det sjove, de andre laver, mens man måske selv lige har fortæret et stykke knækbrød med mager ost og er på vej i seng…

Hvis jeg skal være helt ærlig, tænkte jeg, at tre dage uden de sociale medier, ikke ville ændre noget. For tre dage, det er jo ingenting! Men indimellem bliver man overrasket. Jeg er ikke blevet et andet menneske, men jeg har slettet Facebook-appen. Det må også tælle som noget. Og jeg har ikke min telefon i tankerne hele tiden. En dag sletter jeg måske Facebook helt (kun måske). Forleden læste jeg, at det efterhånden er en luksus, at fare vild – fordi vi hele tiden har en GPS og en telefon ved hånden. Og ligeledes vil jeg sige, at det er en luksus, at tage tre (eller flere) dage fri fra de sociale medier. Det er en luksus ikke at vide, hvad andre laver. Jeg vil ligefrem anbefale det!

Om en uge skal min telefon til reperation i tre dage. Engang frygtede jeg det. Nu ved jeg hvad, jeg går ind til og det mærkelige er, at det er lige før, jeg glæder mig…

Jeg hedder Anna og er 24 år. Jeg bor i en lejlighed på Nørrebro, hvilket jeg er rigtig glad for. Jeg er også glad for blandt andet gåture, efterår, ord, kultur, psykologi, mandage og København.