Du er, hvor du spiser på Vesterbro

Har du nogensinde hørt udtrykket: ”Du er, hvad du spiser”? I Københavns nye madmekka Westmarket, i hjertet af Vesterbro, kan du opleve et vidunderligt mikrokosmos af madstereotyper. Her er du ikke bare ”hvad du spiser”, men også ”hvor du spiser”. I den store hal kan du nemlig smage på det meste af verden og rejse fra islandsk fisk og nordisk vildtkød videre til marokkansk streetfood og japansk gourmet. Men hvad siger det egentlig om dig, hvis du kaster dig over en brun ridder fra Muuh & Oink, røget renhjerte fra Kød og Bajer eller ugandisk streetfood fra Ugood?

// Illustration af Marie Emilie Simonsson

Westmarket har indtaget det gamle Toves Galleri mellem Vesterbrogade og Matthæusgade. Kendte du ikke det gamle shoppingcenter? Det skal du ikke være ked af. Rigtig mange i København har aldrig sat sine ben i Toves Galleri, og dem, der gjorde, brugte det primært som en hurtig passage til det øvrige Vesterbro. Stedet har i mange år været hjemsøgt af forliste ambitioner og manglen på handlende kunder. Nu ser det dog ud til, at spøgelserne er blevet erstattet af et ganske godt publikum af foodier og folk med øje for velsmagende hurtigmad. Siden Westmarkets velduftende korridorer åbnede d. 26. januar med musikakkompagneret rabalder, har nysgerrige københavnere nemlig kunne smage sig til eksotiske himmelstrøg, hvilket kan være tiltrængt på en grå vinter.

Westmarket er dog meget mere end en foodcourt. Ligesom mange andre steder, hvor mangfoldigheden giver sig til kende, er Westmarket et underholdende mikrokosmos, hvor fordomme og stereotyper på én gang skabes og brydes. På Westmarket er du ikke ”hvad du spiser”, men derimod ”hvor du spiser”. Så hvad siger de forskellige madsteder om dig?

Du er, hvor du er

At du i første omgang har valgt at udforske Westmarket, betyder at du er en livsnyder. Du holder af at have mange kulinariske døre åbne, så du kan få lov at spise efter dit humør. Du er nysgerrig og synes det er sjovt at bruge tid på at finde ud af, hvad du skal indtage. Et måltid er ikke bare en måde at overleve på!

Westmarket er ikke det nye Torvehallerne, hvilket passer dig rigtig godt. Udvalget her er lidt mere varieret, for Westmarket er, ligesom dig selv, et barn af en bydel, der bryster sig af at være et mangfoldigt krea-kvarter. Du er nok én af krea-typerne, der nyder at prøve de steder, hvor du sidder ved siden af andre mennesker i baren fremfor at dyrke albuerummet ved tomandsbordet. På den anden side er Westmarket heller ikke Papirøen, der lokkede med DIY-stemning, urbanitet og loungemusik. Du sætter pris på, at kvaliteten  af både mad og interiør lige har fået et godt ryk i vejret.

Westmarket er som sagt et sted hvor mangfoldigheden lever, dog grupperer den sig ved de forskellige madboder. Pensionisterne sidder bænket på en lang række ved smørrebrødsstederne og ølbarerne, de hippe forældre har fundet en luksus fish & chips til børnene, og de finere fruer med lange negle og bølget hår har sat sig i de elegante pink stole med en pyntet kage i det lokkende konditori.

Midt i mylderet ligger Kød og Bajer. Tænker du også på velvoksne mænd, fuldskæg, snaskede fingre og fadøl i plasticglas, når du hører navnet? Så er du nok ikke den eneste. Virkeligheden kunne bare ikke være længere fra disse forestillinger. Denne lille biks er startet af to svenske piger, og menukortet byder på eksotiske nordiske specialiteter som røget elghjerte og bjørne- og bæverpølser. Og ja, de er rent faktisk lavet på bjørn og bæver. Øllene er alle fra nordiske mikrobryggerier, selvfølgelig.

Hvis du er  et fuldskæg her i baren, så er du nok nærmere den unge, smarte hipstertype end den velvoksne håndværker. Hvis du er pige, så er du faktisk ofte i overtal. Hvis du beslutter at mætte maven her, så hører du, uanset køn, til den nysgerrige type. Her handler det om at prøve noget, som du aldrig har prøvet før. Du tør risikere et gastronomisk fejlskud til fordel for en god historie a la ”dengang jeg spiste græshopper i Thailand”. Hvilket du i øvrigt også har gjort. Samtidig er du også, modsat hvad mange måske tror, fan af bæredygtigt forbrug. Du får gerne en snert af veganer-guilt, når du spiser kød, men når de svenske piger bag baren forklarer, at det handler om vildtlevende dyr fra bestande i Norden, så kan du spise med god samvittighed.

Hos Muuh & Oink byder menukortet på retter med mundrette navne som ”den brune ridder” og ”den pulede gris”, der dækker over en bøfsandwich og en pulled pork-sandwich. Ja, det lyder måske lidt under-bordet-hø-hø-agtigt og en anelse kedeligt . Men hos Muuh & Oink er det slet ikke så kedeligt endda, for den klassiske bøfsandwich har fået et gevaldigt kvalitetsboost og er fyldt med mange gode sager. Spiser du her, er du all-in på junk-food-upscaling-bølgen. Du kastede dig hurtigt over gourmet-hotdoggen, gourmet-pizzaen og nu er du også fan af gourmet-bøfsandwichen. Du er til klassisk med et tvist og bevæger dig ikke alt for langt uden for din komfortzone, for den har ikke svigtet dig endnu, og du er sikker på succes hver gang.

Hvis du befinder dig i Ugoods farverige hjørne, så var det sikkert den rytmetunge musik, farverne og ikke mindst muligheden for at prøve vegetarisk streetfood fra Uganda, der lokkede dig hertil. Du kan godt lide deres ”rolex”, der er opkaldt efter udtalen, når man siger ”rolled eggs” hurtigt. Ikke at det er noget, du har prøvet før, da de er de første i Danmark til at sælge det, men du synes sproglegen er sjov. Dit kreative og mangfoldighedsglade hjerte banker også lidt hurtigere, når du kommer til Ugood, fordi deres bod rent faktisk skiller sig ud fra mængden. Her drømmer du dig lidt tilbage til de solrige dage på Papirøen, dengang streetfood rent faktisk var streetfood, nem og til at tage med ud under åben himmel. Du er nok den lidt laid-back type, der nyder at tingene går i et roligt tempo, ligesom drengene, der driver stedet.

Uanset hvem du er, så er der en god chance for, at du på Westmarket finder den bod, som netop passer til dig og dit madhumør. Uanset om du bryder eller bekræfter stereotyperne, så bliver din middag i hvert fald ikke kedelig, når du kan sidde og følge med i det store show, kaldet københavnernes hverdag.

 

At få lov at lytte til og fortælle andre menneskers historie er et stort privilegium. Det gøres allerbedst med en øl i hånden. Revolutionen kommer nedefra, jeg lader andre om de store linjer.