”Det er ligesom at løbe et maraton 100 gange”

//Illustration: Christine Buchholtz

 

VINK har fødselsdag i dag. I to år har det budt på artikler om stort og småt i København. Der er interviewet om alkoholikeren på bænken, en morgenmadsguide og en reportage om ballet for begyndere. Intet af dette ville have eksisteret, hvis ikke det var for energibomben Maria Bruun-Schmidt.

 

Der ligger en stor, gammel herskabsvilla på Østerbro. Op ad væggene vokser efeuen, og appelsintræerne spirer synligt gennem vinduerne ind til vinterhaven. Den tunge dør åbner sig knirkende, og mødet med en fuldvoksen træfigur i barokklæder er overraskende. Hånden glider på gelænderet, der fører op til 1. sal efter at have passeret svalegangen. Ved ankomsten på det lille repos er der en dør med et lilla skilt på. Det er VINKs dør, og indenfor sidder den krølhårede VINK-iværksætter, der giver et velkommende kram. Det er verdens varmeste kram, der vækker en følelse af, at vi er allerbedste venner.

Maria Bruun-Schmidt er planlægger med stort P. Hun har i dag planlagt at lave et interview om hendes behov for at iværksætte, og hvorfor frivillighed er vigtigt på trods af de mange udfordringer, der medfølger. Hendes største iværksætteri er kulturmagasinet VINK, der blev lanceret 1. april 2014.

To år er gået. To år, der begyndte med 10-12 frivillige, som Maria fik skrabet sammen gennem Facebook. De månedlige møder foregik i hendes stue på Østerbro. Til at starte med kunne skribenter og fotografer sagtens sidde rundt om det lille spisebord i 2V’eren, men efter et lille års tid fyldte skribenter, fotografer, redaktører, tegnere og grafikere hele stuen. Sommeren 2015 fik VINK tilbudt et kontor i Projekthuset KW3 på Østerbro. Endelig er der plads til alle 90 mænd og kvinder, der i dag udgør VINK.

I stedet for at sidde på puder på gulvet i Marias stue, når der afholdes stormøde, er VINK i dag rykket ned i Balsalen i KW3. Thylejrstemningen med rundkreds og fællesskab er rykket med hen i de finere omgivelser, hvor der stadig serveres insta-kaffe i tag-selv-stil på gulvet. Rundkredsen består af frivillige. Frivillige skribenter, fotografer og tegnere. Sågar en frivillig fondssøger. Der er studerende og færdiguddannede. Der er folk, der kunne gå ud og finde jobs med ægte løn, men de vælger at være her i Balsalen og i VINK. De vælger at støtte det frivillige fællesskab.

Det brogede fællesskab af bachelorstuderende fra KU, uddannede journalister og specialeskribenter fra RUC og meget andet er blot en sidegevinst. Det, der i sandhed er anderledes ved VINK som medie, er, at der ikke stilles krav til skribenterne om, at de har stærke skrivekundskaber. VINK tilbyder en platform, hvor unge kan lære at skrive. Det er ligeledes gældende for fotografer, tegnere og alle de andre roller, der er tilknyttet VINK. Maria forklarer, at frivillighed skaber plads til udvikling, både for et projekt som enhed og for den enkelte person.

”Jeg er blevet meget overrasket over, hvor mange mennesker, der sidder med et skjult kreativt talent, som de aldrig ville få brugt, fordi der ikke har været en platform, hvor de kunne udvikle sig. Og nogle gange tænker jeg også, at vi har fundet et skjult talent i nogle af VINKerne, fordi deres kladder ellers ville ligge gemt i skrivebordsskuffen”.

Frivilligheden er en stor del af VINKs identitet, ifølge Maria. Derfor vil de fondspenge, der efterhånden triller ind på VINK-kontoen, ikke gå til lønninger, men i stedet skabe bedre rammer om VINK. Der skal blandt andet købes lydudstyr til en podcastredaktion og skabes events af en live-redaktion.

 

 //Illustration: Christine Buchholtz

 

Iværksætterbehov

Maria er uddannet journalist og skriver i øjeblikket freelance for Politiken. Men hendes behov for at iværksætte holder hende fra at arbejde fuld tid på et nyhedsmedie.

”Jeg skal fodre mig selv kreativt, hvis jeg skal være glad og levende. Når der ikke er projekter og idéer, der spirer omkring mig, bliver jeg nedtrykt og får en følelse af at spilde min tid,” forklarer hun.

Det omtalte behov har ikke kun skabt grobund for VINK. Allerede som førsteårsstuderende på journaliststudiet i Aarhus, søsatte Maria konceptet Post-A-Letter, der er et værksted for at skrive postkort. Og selvom Maria er hoppet videre i sin iværksættertilværelse, holdes Post-A-Letter i gang af en stamgæst, som Maria udvalgte i sin tid.

”Det fede ved projektet VINK er, at det kan rumme alle de idéer, som jeg eller de frivillige dukker op med. Det bliver ved med at udvikle sig”, siger hun.

Iværksætterbehovet sætter dog grænser for andre drømme. Drømme om at ligge på sofaen og læse en bog eller gå en tur om søerne med podcast i ørerne. Disse drømme afspejler de prioriteringer, som Maria har måtte foretage som iværksætter og daglig leder for 90 frivillige.

”Jeg er et meget socialt menneske, men prioriteringerne har også kostet nogle venskaber, der bare ikke er plads til lige nu.”

Den brunhårede krøltop bevarer smilet, selvom hun nu forklarer vigtigheden af prioriteringer og planlægning. Siden VINKs lancering i 2014 har Maria sideløbende været i fuldtidspraktik på Politiken, været på udveksling i San Francisco og skrevet bachelorprojekt. Hun har derudover en kæreste og et tæt forhold til sin familie.

”Hele min hverdag er bygget op om VINK. VINK prioriteres mest, og alt andet mindre. Det betyder, at nogle ting går tabt. I min drømmeverden ville jeg bruge al min tid på det,” siger Maria, der også gør sig forhåbninger om en fuldtidsstilling i VINK på længere sigt.

 

Frivillige kommer og går

Udover praktiske udfordringer såsom fondssøgning og møder, er arbejdet med frivillige en af de mere komplicerede udfordringer.

”Jeg skal kommunikere med de frivillige hver eneste dag. Det er ligesom at løbe maraton 100 gange. VINK er et evighedsprojekt,” fortæller Maria, men hun kan ikke undgå samtidig at være kritisk over for det frivillige aspekt.

”Tiden efterspørger frivillige. Men det er frustrerende at være den, der sidder på den anden side af bordet og styrer et frivilligt fællesskab, når folk går ind og ud af det hurtigt, fordi de kun prioriterer fællesskabet et par uger. Du kan aldrig rigtig stole på folk – for det er klart, at frivillighed er det, du først skærer fra, når du har et dødsfald i familien eller andet, der gør frivilligheden uoverskuelig. Det bliver man bare nødt til at være realistisk omkring”, forklarer hun i et alvorligt toneleje.

Frivillighed tilføjer meget mere til et projekt end et betalt job, mener Maria, og derfor runder hun besvarelsen af med et håb om en lysere fremtid for frivillige generelt.

”Jeg ville ønske, at de frivillige ville tænke mere over det ansvar og den forpligtelse, der medfølger en frivillig stilling, der i princippet ikke burde være anderledes end den forpligtelse, der medfølger et betalt job.”

 

//Illustration: Christine Buchholtz

 

”Man skal kunne holde af mennesker”

Da Maria får spørgsmålet, om hun har holdt en VINK-fri dag, siden lanceringen i 2014, holder hun en lang pause.

”Nej, jeg tænker konstant over det… Nogle dage ville det være rart, hvis ingen skrev, og jeg dermed kunne lægge VINK væk i to sekunder. Men så tænker jeg alligevel, at det ville være forfærdeligt, hvis ingen skrev. Det er nemlig hyggeligt med de herlige, personlige relationer,” siger hun.

Maria smiler bredt ved tanken herom, og hun forklarer, at ikke alle kan påtage sig hendes rolle.

”Det kræver en helt bestemt personlighed, der kan se idéen med frivillighed, og som ikke lægger vægten på penge og succes. Man skal kunne holde af mennesker.”

Maria er ikke interesseret i den målbare og materielle succes. At iværksætteriet pryder hendes CV, er kun en sidegevinst.

”Hvis jeg skulle have tjent mange penge på at stifte et kulturmagasin som VINK, var jeg sprunget fra for længst. Sandheden er jo – sat helt på spidsen – at der hverken er penge i journalistik eller kultur. Hvis jeg skulle lege Joakim von And, ville jeg have startet noget nyt eller have ændret konceptet fuldstændigt”.

Netop fordi der ikke er økonomisk gevinst ved projektet, tænker Maria ustandseligt over den tid og energi, hun vier til VINK-projektet.

”Det allerværste for mig ville være at brænde ned med mit projekt. Det ville være ærgerligt, når jeg og mange andre har brugt så lang tid på at skabe det.”

Men som alt andet i Marias liv, så kan hun planlægge sig ud af det.

”Det er vigtigt, at man prioriterer at spise boller med sin søster eller løbe en tur om morgenen.”

Og på den måde formår Maria at nå det hele. På den måde formår Maria at gennemføre et maraton 100 gange.

Kulturentusiasten, der elsker at formidle, dele og skabe kultur i København. Daglig leder på VINK er min primære funktion, men ideudvikling, research og skriblerier lurer altid i skuffen.