Dem, de andre ikke vil lege med

Vi kender dem alle sammen. De nigerianske og østeuropæiske prostituerede, der trækker på Vesterbro. Også de hjemløse, stofmisbrugerne, alkoholikerne og dem midt i mellem anser Vesterbro for deres hjem. Mange af dem har boet her hele livet og føler sig ekskluderet fra det gode selskab, nu hvor bydelen er blevet en af Københavns mest populære. Hipstertown har på overfladen undergået en markant forandring, men bydelens socialt udsatte har stadig brug for en kærlig hånd.

 

En bidende kold lørdag formiddag tropper jeg op ved værestedet Fisken for at gå med på den årlige byvandring ”Bag facaden” til Vesterbros sociale væresteder. Initiativet til byvandringen startede sidste år og giver nysgerrige borgere mulighed for at opleve nogle af de sociale tilbud, bydelen rummer, og som de færreste kender til. Vi bliver delt op i hold med hver vores rute og guide, inden vi trasker af sted mod første stop på turen.

Hjerteblod. Værestedet Gang i Gaden hjælper Vesterbros socialt udsatte med at få en meningsfuld hverdag //Foto: Karin Skaarup

Sidegadeprojektet: ”Grøn te er det nye shit”

Foran Café Sonja bliver vi mødt af Tine, der er projektleder på værestedet Gang i Gaden. Gang i Gaden er blot et af flere sociale tilbud i og omkring Saxogade, der alle går ind under navnet Sidegadeprojektet. Det står hurtigt klart, at Sidegadeprojektets vigtigste opgave er at inkludere bydelens ”fortabte børn”.

 

”Bare fordi man er udstødt samfundsøkonomisk, behøver man ikke at være det socialt,” understeger Tine. Netop derfor er hovedbestanddelen af Sidegadeprojektets aktiviteter funderet i socialøkonomiske butikker, billige spisesteder og hjælp til at komme i beskæftigelse i lokalområdet. Det handler om at inkludere dem, der faktisk var på Vesterbro først. For her er sket meget. Nu er det de ressourcestærke unge forældre med snørklede akademiske titler og lækre ”her roder på den cool måde”- hjem, der flasher deres retrobarnevogne og drikker grøn te, der dominerer bydelen. “Grøn te er det nye shit,” griner Tine. Men sådan har det ikke altid været.

 

Sidegadeprojektet startede for omkring 30 år siden, da bydelen havde problemer med at få de lokale rødder til at foretage sig noget fornuftigt. Informationsbutikken Hva´ så? poppede op i 1986, og derfra begyndte de andre sociale initiativer at vokse i gaden. I dag har Café Sonja ry for at være et af byens bedste billige spisesteder. Over for på Repair Café står frivillige klar til at fikse din ødelagte cykel eller mobil, og hos værestedet Gang i Gaden gives der varm mad og en hjælpende hånd til de borgere, der står uden for arbejdsmarkedet og har det mere end almindeligt svært. Mens Tine fortæller om Sidegadeprojektet, får jeg fornemmelsen af, at der mellem linjerne er en stor kærlighed til Vesterbros skæve eksistenser. Her i bydelen vogter lokalpatriotismens stædige køter, og de mange lokale frivillige er uden tvivl en af grundene til, at Vesterbros oprindelige bysbørn får en hjælpende hånd med på vejen.

 

Denne lokalpatriotisme er ikke ny. Som byguiden fortæller, da vi fortsætter videre på vores færd, så har Vesterbro altid haft en stærk lokal ånd. Under Anden Verdenskrig stod borgerne på Vesterbro sammen i kampen mod den tyske besættelsesmagt. Der blev kastet flyvesedler ud fra vinduerne, hvor der stod: ”Rom og Paris ka´ I ta´ – men Stalingrad og Istedgade overgiver sig aldrig.” Modstanden fik konsekvenser. Tyskerne svarede igen ved at lukke for strømmen, vandet og gassen, og mange blev dræbt af tyske kugler på Vesterbro. Sloganet ”Istedgade overgiver sig aldrig” opstod på denne baggrund.

 

Café Klare: ”Nogle gange skriger de og kommer op at slås”

Vi bliver også taget godt i mod hos Café Klare, der er et værested for hjemløse kvinder. Den varme æblekage og te er en kærkommen gave, som står klar, da vi ankommer til vores andet stop på ruten. Café Klare er i sig selv en gave for de hjemløse, forfrosne kvinder, der i de sene nattetimer ringer på værestedets dørtelefon. Her venter en varm seng, mad og et tiltrængt bad. Café Klare har et hold af frivillige tilknyttet, samt sygeplejersker, frivillige massører og socialrådgivere, som forsøger at hjælpe kvinderne videre i tilværelsen.

Én kasse hver. Kvinderne, der kommer jævntligt på Café Klare, får en mælkekasse til deres sengetøj // Foto: Karin Skaarup

 

Vi bliver vist rundt på det lille, men hyggelige, værested. Der er ikke meget plads, men som en af brugerne smilende fortæller, så er det ”et skide godt sted”. Kvinderne, der kommer på Café Klare, har det selvsagt svært. Krisecentrene rundt omkring i København tager nemlig ikke imod kvinder, der har et misbrug eller psykiske lidelser. Og de kvinder, der lever i voldelige forhold og trues på livet af kærester eller familie, kan heller ikke være sikre på at komme ind på et krisecenter. For mange af kvinderne er Café Klare deres eneste håb.

 

”Nogle gange skriger de og kommer op at slås,” fortæller brugeren. ”Det sker næsten hver dag,” griner hun. De to frivillige trækker på smilebåndet og maner til ro. Helt så slemt er det altså ikke, forsikrer de. Men nogle gange er der konfrontationer og slåskampe på Café Klare.

 

Kvinderne på Café Klare kan ikke være her til evig tid. Værestedet har en ramme på tre måneder. Herefter skal kvinderne gerne være hjulpet videre i livet. Det hedder sig i stedets udviklingsplan, at det metodiske arbejde læner sig op af tankegangen om ”empowerment”, som går ud på at styrke individet til at opnå kontrol over sit eget liv. 60 % af kvinderne hos Café Klare bliver da også sluset videre til enten egen bolig, herberg, misbrugsbehandling, krisecenter eller lignende.

 

Night Light Café: “Madam holder øje!”

Sidste stop på dagens byvandring er Night Light Café, der holder til i Eliaskirken. Vi bliver mødt med overskud og smil af kirkens frivillige. De to andre steder har vi mødt én eller flere af brugerne men ikke her. Night Light Café startede for to år siden som et natligt tilbud for kvinder i prostitution. Hele seks kirker på Vesterbro er del af projektet, der tilbyder de prostituerede et fristed væk fra gaden.

 

I Eliaskirken kommer der primært nigerianske kvinder. Hver onsdag og lørdag nat har de et helle i kirkens rum. De østeuropæiske prostituerede er naturligvis også velkomne, forsikrer Julie, som er en af de frivillige kvinder på stedet. Men de østeuropæiske kvinders bagmænd holder dem i kort snor og lader dem ikke ude af syne. Derfor kommer de ikke særlig ofte i Eliaskirken.

 

Man behøver ikke være troende for at være frivillig her, fortæller Julie. Men dette er et kristent sted, og vi beder sammen med kvinderne. Mange af de nigerianske kvinder er troende i forvejen. De er rejst hele vejen til Europa for at finde lykken og for at forsørge deres familier i Nigeria. Men når ”Fort Europa” først er indtaget, og den europæiske drøm venter lige om hjørnet, ender mange af kvinderne i prostitution. Det er en ond spiral, der er svær at slippe ud af. Familien i hjemlandet venter på næste indbetaling og er afhængige af pengene for at overleve. Nogle af kvinderne lyver og fortæller familien, at de arbejder som husholdersker eller lignende, hvorimod andre er åbne om deres liv i Europa.

 

I Eliaskirken prøver de frivillige at skabe nogle hjemlige rammer for kvinderne. Vi fyrer op under anlægget med nigeriansk lovsangsmusik, og så bliver der ellers danset, fortæller en af de frivillige. Men selv her under kirkens hvælvede lofter er de nigerianske kvinder ikke fri for overvågning. ”Madam”, deres kvindelige alfons, er her også. Ofte er historien, at ”Madam” ligesom de andre prostituerede drog til Europa med drømmen om guld og grønne skove men endte op i prostitution, og gennem årene har hun kæmpet sig op i hierarkiet.  Nu sidder hun i Eliaskirken sammen med sine kvinder og holder et vågent øje. Ganske vist har de nigerianske prostituerede i modsætning til de østeuropæiske et lille frirum i kirken, men Madams øjne slipper dem aldrig af syne.

 

For Gud og hvermand. Byvandringens sidste stop er Mariakirken, hvor der serveres varm suppe, mens ordet er frit ved speakers corner, og udenfor fyrer Karmakanonen op under musikken //Foto: Karin Skaarup

 

Vi ender vores tur ved Mariakirken, og dagens byvandring er ved at være ved vejs ende. Vesterbro har taget imod mig med åbne arme og vist mig, at man med lokalt hjerteblod og frivillige hænder kan nå langt i forsøget på at hjælpe dem, de andre ikke vil lege med.

 

Hvad: Årlig social byvandring til 14 af Vesterbros væresteder.
Hvor: 
Start ved Fisken, Dybbølsgade 61. Slut ved Mariakirken, Istedgade 20.
Hvornår: 
Lørdag d. 31. januar 2015. Årligt tilbagevendende begivenhed.

Portemonnæ: Gratis byvandring med guider fra byvandring.nu