DE USYNLIGE: Suffløren – den usynlige hvisker

Du tænker ikke over, at de er der. Det er meningen. Deres tilstedeværelse bør ikke bemærkes, men mangler de, kan konsekvenserne være fatale. De er som forælderen, der løber bagved og holder fast i stangen på cyklen. Usynlig, men uundværlig. Dette er fjerde og sidste skriv i serien om teatrets skjulte kræfter.

Sufflør Line Wilton. Halvt i skygge, halvt i lys. //Foto: Alexander Hjorth

 

Sufflør, fr. souffleur, afl. af souffler ‘puste’, ‘blæse’, ‘hviske’.

En solrig torsdag i april cykler jeg tværs gennem byen og ud til Frederiksstaden, hvor Skuespilhuset ligger og harmonerer med havnen. Himlen er blå, solen står højt, og københavnerne har bevæget sig ud på Dronning Louises bro, som er okkuperet af mennesker, der arbejder på en længe ventet tan.

Jeg opdager, at fotografen Alexander Hjorth cykler foran mig på sin racer og med en kamerataske over skulderen. Han skal skyde nogle portrætter af den kvinde, som jeg skal interviewe. Hun hedder Line Wilton og er fast sufflør i Skuespilhuset. Nogle dage forinden var jeg på Nørrebro Teater for at se Revisoren. Efterfølgende faldt jeg i snak med skuespillerinden Tina Gylling, der medvirker i forestillingen. Jeg fortalte hende, at jeg skulle interviewe Line Wilton. ”Ja selvfølgelig”, udbryder Tina Gylling straks efter. ”Line er fantastisk. Line er den bedste. Hun kommer jo ud af en skuespillerfamilie i flere generationer, men hun ville være sufflør. Sørg for, at hun fortæller dig om det”. Vi kører om til personaleindgangen. Jeg kender stedet, og jeg kender Line Wilton fra mine unge dage, hvor jeg var instruktørassistent på en forestilling derinde. Jeg husker tydeligt Line, for hun havde styr på alt. Hun gjorde ikke meget væsen af sig, det sørgede skuespillerne til gengæld for, men styr på det, det havde hun.

At bevæge sig rundt i de åbne, lyse gange på anden sal i skuespilhuset, er en sand fornøjelse. Her holder både kostumier, forestillingsledere, skuespillere, administratorer og sminken til. For blot at nævne nogen. Folk smiler og siger hej til dig på trods af din ukendte karakter. Over højtaleren lyder: ”Ja, så er klokken blevet tolv og prøverne på Den Kroniske Uskyld begynder om fem minutter på Mellemgulvet”. Det summer af kreativitet og seriøsitet. For en teaternørd er det her muligvis himlen. Vi møder Line ved hendes lille skrivebord, hvor hun sidder sammen med produktionsledere, teaterteknikere og andre af teatrets ”usynlige kræfter”. Hun ser ud, som hun gjorde for seks år siden. Et lille nips, men varm og chic. Vi sætter os i et sofaarrangement ved vinduet, der åbner for en panoramudsigt ud over vandet. Alexander knipser løs med sit kamera og forsøger at tæmme solens insisterende stråler. Efter bare ti minutter har han, hvad han skal bruge, og siger farvel.

 

Kaldet

Line lægger ud med at fortælle om nøjagtig det, Tina Gylling opfordrede mig til at få svar på. Hun kommer ud af en teaterfamilie i fire generationer, hvor faren var skuespiller på Det Kongelige Teater, senere sceneinstruktør og i 1961 direktør for Odense Teater. Fra Line var ni år gammel, rendte hun rundt på Odense Teater, som var det hendes andet hjem. Hende og hendes bror Nikolaj agerede statister i den ene forestilling efter den anden. Moren, der også var skuespiller, skulle da Line var ti år gammel, optræde med en kollega i en forening. Hun spurgte sin datter, om hun ville være med og have ansvar for manuskriptet. Dér stod hun i baggrunden med manuskriptet i hånden og tænkte ”hold fast, hvor er det her spændende”. Fra det øjeblik vidste hun, at hun skulle være sufflør. Man kan nemt forestille sig, at forældre i starten af halvfjerdserne havde andre ambitioner på deres børns vegne end en karriere som sufflør. Sådan var Line Wiltons forældre ikke. De bakkede hende op og sendte hende som tyveårig på Jaques LeCoqs Mime- og Teaterskole i Paris. En uddannelse der tog to år. Som bekendt er Paris fyldt, ikke blot med brie og baguette, men også med bejlere. Der kom derfor, som Line udtrykker det, lige en franskmand i vejen. Efter fire år i den franske hovedstad vendte hun dog hjem igen. På skolen havde Line blandt andet skulle lære at mime. Men det var langt fra det hele.

”Man lærer jo mange ting. Kropsholdninger, kropssprog. Jeg bliver aldrig en god mimer, det har jeg ikke i mig, men jeg er sindssyg god til at læse andres kropssprog. […] Som sufflør er det nemlig rigtig, rigtig vigtigt at kende kropssproget på skuespilleren. På den måde kan du fornemme, når de er i vanskeligheder. Du skal jo helst være lidt foran”.

 

At have metoderne i orden

Line har været vidt omkring. Fra Det Danske Teater til TV-byen, hvor hun i seksten år arbejdede som sufflør og ’scripter’. Et ord jeg venligt beder hende om at uddybe.

”Jamen at scripte er at skrive alt ned i manuskriptet. Det bruger man meget i sit sufflørfag, da man skal vide, hvor skuespillerne går og står. Det hjælper man dem også med under prøverne. ”du skal lige gå til kongesiden, du skal lige gå til damesiden. Tænd cigaretten og drik af whiskyflasken”. Suffløren husker ALT, hvad instruktøren siger. Suffløren har arrangementet. Alle ændringer og tekstrettelser”.

Fik jeg nævnt, at Line har styr på alt?

Jeg spørger om ikke, det er væsentligt at kende til hver eneste skuespillers personlighed, eller måske nærmere spillestil, når man er sufflør? Hun fortæller, at hun i starten altid bruger lang tid på at ’orde’ med de forskellige skuespillere nogle timer inden prøverne. Igen et fagudtryk, der kræver nærmere forklaring. ”At orde er at høre en skuespiller i rollen”, forklarer Line. ”Jeg lærer hans faldgrupper at kende; hvor han har det svært. Hvor buerne er i deres tankerække fra at nå fra x til y”. Noget der er essentielt for at kunne give den rigtige suffli.

Jeg spørger, hvordan hun sikrer sig ikke at afbryde en skuespiller, som muligvis blot tager sig lidt god tid, inden replikken leveres.

”En anden del af at scripte er pausetegn. Jeg har tre forskellige slags pausetegn. Det ene pausetegn er en bue med en prik indeni – det betyder en lang pause. Så har jeg en streg med en bue – det betyder en almindelig pause og så en streg ligeud og en streg på tværs – det betyder en lille pause, som at trække vejret”.

Jeg husker pludselig, hvordan Line viste mig de selvsamme pausetegn, da jeg sad med manusset i hånden til læseprøven for seks år siden. Hvis du tror, at skuespillerne bare sådan improviserer pauser fra den ene gang til den anden, så tager du fejl. Hvis det fungerer, så holder de fast ved det. Selv pauser kan altså scriptes. Sort på hvidt. Line slutter af med at sige: ”Ja, for at sufflere ind i en kunstpause, det er meget upopulært. Meget upopulært. Det kan skabe frustration”.

 

Et sikkerhedsnet

Jeg spørger hende, om sufflørfaget er ved at uddø? Hun smager lidt på spørgsmålet og forklarer så, at da hun startede på Det Kgl. Teater – hun fremhæver, at hun den 1. august 2017, havde 20 års jubilæum – var de seks sufflører, og nu er de to. Grundet nedskæringer forsøgte teatret sidste år fuldstændig at undvære sufflører på én af forestillingerne med unge skuespillere. ”Det gik ikke, det gik simpelthen ikke. Så nu er vi tilbage på produktionerne igen”, fastslår Line. Hun uddyber, at normalt går suffløren af omtrent otte dage efter premieren, for så kan skuespillerne stykket og deres replikker så godt, at de kan redde hinanden. ”Men denne forestilling var så svær og teksten så tung, at de ikke kunne redde hinanden”. Vi snakker lidt om betydningen af sufflørrollen og hvilken indflydelse, den har på skuespillerpræstationen. Line er ikke i tvivl om, at det har betydning.

”Det giver jo tryghed. Det er et sikkerhedsnet. Det, at skuespilleren ved, at vi sidder dernede. At replikken, sætningen kommer med det samme, hvis de glemmer den. Henning Jensen har tidligere i et interview udtalt, at han aldrig kunne finde på at gå på scenen uden en sufflør”.

Apropos blev Henning Jensen, der spillede hovedrollen i forestillingen Larsen og Møller, men som pludselig blev sygemeldt, erstattet af Flemming Enevold. Han havde, fortæller Line, en påskeferie til at lære replikkerne. ”Det var første gang i går, efter at vi havde spillet forestillingen fem gange, at han gennemførte uden suffli. Hvis ikke jeg havde været der, hvad så”?

 

Du kommer ikke bare ind fra højre

Vi taler lidt om, hvordan man lærer at blive sufflør. Line fremhæver, at hun engang havde en ung pige under oplæring som sufflør. Hun fulgte med rundt og fik af instruktøren langsomt mere ansvar. ”Hun endte med”, fortæller Line med stolthed i stemmen ”at blive en rigtig dygtig sufflør”. Ligesom den gode gamle mesterlæretradition.

”Du kan ikke bare komme ind fra højre. I et hus som dette forventes det, at du kan dit fag til fingerspidserne; […] at du lever med i det, at du skriver alt op. Intet må gå tabt. At du kan læse skuespillerne, at du ved, hvornår du skal give suffli, at du ikke sidder og dagdrømmer og tænker ”Gud hvor er det fedt det her”, men at du hele tiden er oppe på beatet”.

Jeg bliver udmattet. Rigtig udmattet bare af at høre om det. Line forklarer, at en fire timers prøve er så hård, at man slet ikke kan fatte det. Hun skal holde styr, ikke blot på én spiller, men alle. Ikke blot ét manus, men alle ordrer fra instruktøren. Så kom ikke her.

 

Den usynlige synlige

Vi er ved at være ved vejs ende og jeg burde runde af nu. Line har haft en lang dag og hun vil gerne hjem. Jeg har blot én vigtig detalje jeg gerne vil høre mere om. Måden, hvorpå suffløren formår at være synlig og dog usynlig på samme tid. Line Wilton sidder, som sufflører i Danmark gør i dag, ude i siden. Her har hun sit manuskript på et nodestativ, hvor der sidder en lille lampe. Det handler om ikke at gøre sig bemærket. Hun fortæller, at da de spillede King Lear, ville Tommy Kenter have hende til at sidde på forreste række midt for. Det nægtede hun. ”Jeg sidder da ikke på de absolut dyreste pladser med et nodestativ og en lampe. Tænk på dem der sidder ved siden af?”.

I gamle dage var der sufflørkassen, som var en afskærmet fordybning placeret forrest på scenen, således at suffløren var skjult for publikum. Her kunne suffløren sidde og give suffli op til skuespillerne, uden at blive set og forhåbentlig hørt. I takt med, at scenograferne blev mere kunstneriske, røg sufflørkassen ud, fordi den forstyrrede scenografien. Line husker skam godt kassen. ”Jeg synes stadig, det er det bedste. Du sidder, du er usynlig for publikum, og så snakker du direkte op til skuespillerne”.

Essensen af sufflørens rolle. At være den usynlige synlige, på én og samme tid.