De Siddende Unge Menneskers historie

Dette er en fortælling om de to siddende unge mennesker ved Dronning Louises Bro. En kvinde og en mand, som i dag sidder urokkeligt fastlåst i bronze, men som en gang var levende og varme.

I 2015 skrev Frederikke Wulff for VINK om skulpturen Siddende unge mennesker. Dengang skrev hun: ”Jeg tror, at skulpturen gemmer på en hemmelighed, som jeg hver dag undrer mig over, når jeg cykler forbi. Jeg er så nysgerrig, men desværre kan skulpturen ikke tale”.
Det viser sig dog, at skulpturen faktisk godt kan tale. Godt nok ikke direkte fra munden på de to figurer, men fra Ole Juul-Møller. Hans far, Ove, sad nemlig model som manden i skulpturen, og på Kaffesalonen på Nørrebro, siddende over for mig, fortæller han sin fars historie.

Ole begynder først at fortælle om skulptøren Johannes Hansen, som var svoger til Ove, fordi han var gift med Oves storesøster. Det var ikke var usædvanligt, at Johannes Hansen brugte sin egen familie som modeller til sine skulpturer, og i 1938 sad Ove og hans daværende kæreste Annelise model sammen til skulpturen. Det er også dem, hele historien handler om.

Ole fortæller mig, at han som voksen pludselig kom i tanke om, at han ikke vidste noget om sin fars liv, inden han selv blev født. Da Ole spørger sin far i midten af 90’erne om hans ungdomstid i 30’erne, kommer der en voldsomt udbrud: “Altså, det startede med, at han brød sammen og begyndte at græde,” fortæller Ole. En reaktion, der vidner om, at denne ungdomstid har betydet enormt meget for Ove, og hvordan den mystiske skulpturs udtryk giver et praj om en særlig hændelse i Oves liv.

//Foto: Maria Brix Rasmussen

Ove og Annelise møder hinanden i sommeren 1933 hos Oves kusine, Gudrun. Annelise er en af kusinens veninder, og denne sommer opstår der sød musik mellem Ove og Annelise. Efter den sommer begynder Ove at studere medicin i København, og Annelise kommer også til at studere på Københavns Universitet samtidig med Ove.
Jeg er nysgerrig efter at se fotos af Ove og Annelise, og idet jeg spørger efter det, hiver Ole muntert en taske frem fyldt med billeder af sin far og Annelise på studenterrejse gennem Europa. Heriblandt en scrapbog lavet af Ove selv til Annelise. Ole og jeg sidder og kigger på de mange glade sort-hvid-billeder af Ove, Annelise og deres studenterkammerater, og når man ser disse billeder, er det svært at forestille sig, at dette glade par en dag skulle bryde med hinanden. Ole har en lun og behagelig energi, og selv om disse to unge menneskers historie på mange måder er langt mere personlig for Ole end for mig, smitter Oles engagement og interesse i disse to siddende unge mennesker i den grad af på mig.

//Foto: Maria Brix Rasmussen

“Annelise bryder forholdet i 1942 eller 43,” fortæller Ole. Skulpturen bliver opsat i 1942, hvilket altså er lige inden eller efter, at Ove og Annelise går fra hinanden. Da de bryder med hinanden, flytter Ove ud af København og afbryder sine medicinstudier for en tid. “Han kunne ikke holde ud at gå rundt i København, hvor han og Annelise havde haft det så dejligt sammen,” fortæller Ole.

Da jeg et par dage efter vores møde igen cykler forbi skulpturen, kommer jeg til at tænke på, at det må have været mærkeligt for Ove at opleve skulpturen blive opstillet i København, hvis dette foregik efter bruddet. Han må have undret sig over skulpturens udtryk efter forholdets ophør og måske – i retrospekt – tænkt, om dette udtryk mellem ham og Annelise var skæbnebestemt for deres forhold? At de i 1938, hvor de to sidder model for Johannes Hansen, måske har vakt en form for melankoli hos skulptøren, der har udformet netop dette alvorlige og tungsindige udtryk i skulpturen. Måske er det tilfældigt, måske er det ikke. Men hvis jeg sætter mig i Oves sted, så må tanken have strejfet ham. Til sidst fortæller Ole mig, at Annelise angiveligt bliver gift med en jurist i 1943, og Ole og jeg diskuterer for en stund, om dette forhold mon kan have spillet en rolle for bruddet mellem Annelise og Ove. Aldeles uvist, men datoerne giver naturligvis anledning til at undres.

En tilhørende fortælling

Der findes dog også en anden fortælling, der er forbundet til historien bag den ene af disse to siddende unge mennesker. Oves medicinstudier blev finansieret af Novo Nordisk, og det gjorde de, fordi Oves to onkler var stifterne bag firmaet. Og her får jeg noget interessant at vide af Ole. En anden kusine til Ove, ved navn Bodil, som er datter af en af onklerne bag Novo, sælger i 1983 sine aktier i Novo og donerer pengene til opførelsen af Planetariet i København. “Der er en Novo-akse herigennem København, som de fleste ikke kender til,” siger Ole med et smil.

Skulpturen af Ove går nemlig i en lige linje over på den anden side af Peblinge Sø til Planetariet, som er blevet finansieret af Oles fars kusine. Er det mon endnu en gang noget skæbnebestemt for Ove selv og hans familie, at denne skulptur, firmaet Novo Nordisk og Planetariets opståen skulle danne denne skarpe linje gennem København? Der er naturligvis ikke noget svar på det, men denne fortælling vil fra nu af gøre mig opmærksom på Oles familie, der i den grad har sat sit aftryk på Københavns gader og stræder. Denne historie vil i hvert fald for evigt forblive i min bevidsthed, og hver gang jeg cykler forbi skulpturen, vil jeg sende en kærlig tanke til Ove og takke for denne fine skulptur, der på trods af hans uvilje mod København (og måske også skulpturen) efter bruddet med Annelise, stadig pryder det lille hjørne af Dronning Louises Bro og Peblinge Dossering. 

Bylivsredaktør og RUC-studerende med en forkærlighed for kultur og sprog. Elsker en god blanding af true-crime podcasts, Eurovision og Klovn.