Byens populære dreng

Mine venner giver mig erfaringer, oplevelser, tryghed og øjenåbnere. På samme måde findes der områder i byen, som jeg kender utrolig godt; så godt, at jeg føler mig lige så godt tilpas dér, som jeg gør, når jeg er sammen med mine bedste venner eller besøger mit barndomshjem. Steder som disse føles nogle gange mere som venner end som steder.

//Foto: Louise Herrche Serup

 

Han er en del af den populære kerne på stenbroen. En af de typer som folk opsøgerog som altid er omgivet af mennesker. Han er ung, smart og en smule mystisk. Hans omgangskreds er kæmpestor, og han har venner i alle aldre og lag af samfundet. Han kan tale med alt fra den unge, jyske hipster, til den gamle og indfødte nørrebrogenser. Han taler med rockeren og med familiefaren. Han favner de fleste grupper, og han er nem at holde af. Han har et øje på Jagtvej og et på Stefansgade; det er sådan, han tager pulsen på flere dele af Nørrebro på én gang. Han er typen, som folk automatisk kan lide, og han får hurtigt venner. Mennesker tiltrækkes af hans charmerende ydre og af hans puls og engagement i alt, hvad han laver. Du fornemmer det straks i hans nærvær.

 

Ham her er født til at skabe og til at udvikle sig. Han har aldrig behøvet at lære det; det er kommet helt af sig selv. Det har altid været hans natur at kreere og få ting til at gro. Butikker, restauranter og små, sjove koncepter. Han har virkelig fat i den lange ende, og folk er vilde med det. Han er på nogle punkter lidt en hån mod andre, for han har aldrig taget en uddannelse. Han startede bare på bunden og fandt en vej op.

 

 //Foto: Malene Enø

 

Der bliver lige så stille ryddet ud i det skrald, han har med. Han ved, hvor han kommer fra, men fortæller det ikke bare uden videre. Du er nødt til at besøge ham – flere gange – for at du forstår alle de historier, han har at fortælle. Hans betændte baggrund lurer altid i det skjulte. Når ting skal gro i en blanding af rockerstridigheder og narkohandel, så er det umuligt ikke at blive påvirket. Det er hans odds. Han lader ingen komme under overfladen. Han har hellere ti perifere relationer frem for én tæt ven. Den mystiske og lidt distancerede facade gemmer på mange brutale episoder, og det er noget af dét, der gør ham spændende.

 

Når du ser ham, ved du ikke, om han er fyren på hjørnet med en cigaret i den ene hånd og en cortado i den anden. Ham med det mørke skæg, de skinny jeans og den grove strik. Han kunne også være ham, der sidder på trappen ved nummer 31. Sidder sammen med to andre fyre, drikker et par fredagsøl og nyder den sidste sol. Eller også er han vinbaren på hjørnet mod Stefansgade. Han er den stemning, du søger onsdag aften, når du skal glemme din snagende chef, og at din udlejer har hævet din husleje. Han vil hjælpe dig med at glemme og lette dit hjerte. Det kan også være, han er din formiddagskaffe om søndagen, hvor han varmer dig med et smil, mens han langer den selv samme caffe latte over disken, som han selv foretrækker.

 

Det tog mig lang tid at blive at blive gode venner med ham. Vi flyttede sammen for fire et halvt år siden, og vi havde en svær begyndelse. Alle andre var forblændet af ham. Bevares, jeg kunne da godt forstå, hvorfor folk var fascinerede. Jeg blev bare mest irriteret – måske fordi vi boede sammen. Jeg var ved at blive skør af, at der altid var folk omkring os, og at der konstant skulle ske noget. Jeg var frustreret over, at det umiddelbart virkede som om, at han prøvede så lidt, men alligevel havde succes. Succes i alt hvad han lavede. Jeg var slet ikke vant til typer som ham. Jeg kendte kun provinsens let fordømmende ansigt. Det her var noget helt, helt andet. Vi havde nok boet sammen i fire måneder, før jeg forstod, at han ikke er en selvoptaget københavnersnude, men nærmere en som holder kortene tæt til kroppen og som overlevede af sin evne til at få ting til at blomstre. Evnen til at skabe et miljø som andre mennesker elsker.

 

Jeg savner ham hver dag, men vi ses stadig. Når jeg besøger ham er det lige så godt som altid, men det er aldrig det samme. Nye butikker åbner, mens andre må lukke. Da jeg ikke længere bor sammen med ham, er der andre, der er flyttet ind, og det trøster mig. For selvom han er dygtig og altid fyldt med idéer, har han brug for støtte til at få det til at fungere. Uanset udskiftninger og forandringer, er der nogle ting, der ikke ændrer sig. Han vil altid bo det samme sted. Lige dér mellem Jagtvej, Stefansgade og Kronborggade. Han vil altid indbyde til kaffe på trappen op til lejligheden, og hans brosten vil altid være forfærdelige at cykle på. Det er ikke muligt at tage hans historie fra ham, og det er lige præcis dér, han vandt mig. Alle historierne og de smukke omgivelser vil altid ligge der, klar til næste gang jeg har brug for et klap på skulderen og et skud godt humør.

 

Kæreste Jægersborggade! Tak for alle historierne og for at vise mig, at selv en københavnersnude som du har meget mere at byde på end bæredygtig kaffe, fancy kunst og politirazziaer. Så meget historie, kultur og udvikling skal man lede længe efter. Tak for det.

 

 

 

Bylivsredaktør med hang til Cava og tatoveringer. Har en skjult IT-dronning i maven og elsker når folk tænker anderledes end mig selv. Studerer journalistik og laver gerne overtræk for en ekstra rejse. Er dårlig til vinter men god til skaldyr.