Bybilledet tændes med tusind julelys

Kigges der rundt i bybilledet, har julen formået at snige sig ind i gader og stræder, og har siden starten af november, illustreret at vi befinder os i en eventyrlig tid. For når julemørket trækker sig ind over os, tænder vi lys.

Julelys i bybilledet // Foto: Sofie Arboe Jørgensen

Kig op og varm dig ved synet af juleguirlander

Lys er synonym med julen. Det er måske ikke så overraskende, når nu det er den mørkeste tid på året. Vi skal helt hen til d. 22. december, inden det igen vender mod lysere tider. Syv timer kigger solen frem på den korteste dag, før den forsvinder igen.

Indtil da nyder vi synet af lyskæder og guirlander i bybilledet. Vi suser i Silvan og på loftet for ellers at give os i kast med at udsmykke vores lejligheder og altaner. Pynte med lys, der kan kaste lidt glans over en ellers mørk tid.

Har du ikke selv været i det kreative hjørne og støvet kassen med julepynt af, så frygt ej – du skal ikke langt ud på gaden for at få julebarometeret helt i top. Du kan traske en tur ned gennem byen og bøje nakken lidt tilbage for at studere de store lyskæder, der svæver over gaden.

Imens du trækker den friske kølige luft ned i lungerne, fascineres du ved synet af små lyskugler, der tilsammen danner en stjernehimmel på en snor. Du trækker lidt på smilebåndet, mens lune tanker breder sig. Og lige dér sætter julestemningen for alvor ind. Alt imens du bliver enig med dig selv om, at kassen godt kan blive stående på loftet og samle støv endnu et år.

For herned, i diverse gader, svæver funklende guirlander højt. De binder bygningerne sammen og skaber en forbindelse mellem gavlene på de københavnske lejligheder, der på alle andre tidspunker af året blot står og stirrer på hinanden. Ikke i december – i december bliver de forbundet af svævende juleguirlander.

Julelys hænger højt
//Foto: Sofie Arboe Jørgensen

Spot en gammel tradition

Når du går der og varmer dig ved synet af julelys, kigger du faktisk på en ældgammel tradition, som startede tilbage i 1841. Allan Thomsen er ekspert, når det kommer til snakken om Københavns historie og er selvudnævnt by-historiker. Som medlem af Facebook-gruppen “Gamle København” støder jeg dagligt på hans anekdoter og historiske beretninger.

Dertil ved han også en del om julelyset i København gennem tiden. Han fortæller blandt andet at guirlanderne på Strøget tilbage i 1841 var den eneste juleudsmykning i byen. Her gik folk på gaden under de grønne granguirlander med klokker og stjerner. Den fjerde søndag i advent blev Strøget sågar lukket for kørende trafik og gjort til gågade. Lukkeloven den dag var suspenderet, så foretningerne kunne holde åben til julehandel. Og butikker, der ikke havde åbent lod lyset brænde.

Vokseværk af lys

De ikoniske juleguirlander, der dengang lyste Strøget op, er stadig at se i bybilledet den dag i dag, men meget vand er dog løbet i åen siden da. Juledekorationer er gennem tiden blevet taget til nye højder.

Butikskæder og hoteller kan have helt ikoniske udsmykninger som folk samles for at se. Udsmykninger, der bliver i folks bevidsthed helt frem til den næste jul, hvor endnu en funklende ny udstilling præsenteres.

Snakker man ikonisk julelys, kan man ikke komme uden om Hotel D’Angleterre, hvor julelyset er en fast tradition. Her bliver det hvert år, med et brag af et lysshow, markeret, at nu er julen i gang.

Bliver du på Konges Nytorv kan du varme dig på en kop gløgg og skue over til Magasin. Der er noget helt magisk over Hele Danmarks Gavehus på denne tid af året. Magasin oser nemlig ikke blot af julestemning indenfor, når julegaverne skal købes, men fanger med det samme ens blik, når du passerer forbi udenfor. Her er hver afkrog af shoppingcenteret eventyrligt indrammet af lyskæder. På den måde fremstår hvert enkelt vindue på bygningen som en kalenderlåge på en julekalender.

Julelys på magasin
//Foto: Sofie Arboe Jørgensen
//Foto: Sofie Arboe Jørgensen

Vi tænder julen i gang

Ved juletræstændninger bruger vi symbolsk lyset til at tænde julen i gang. Måske er det for dig en fast tradition. Måske er det noget, som du gang på gang bliver hevet med til, fordi din mor synes det er “åhh så hyggeligt” og fordi “I ses jo for lidt”. Måske blot fordi der er gløgg og æbleskiver.

Hvad end grunden er vi mange, der har stået der. Alle sammen mødt op for at vente som en anden Clark Griswold på øjeblikket, hvor der bliver trykket på knappen og alle pærer får træet til at skinne. Vi kan også hurtigt blive enige om, at julen først rigtig er startet, når vi i gadebilledet kan se et grantræ pyntet med lys.

At tænde juletræet er en tradition i de fleste danske byer og ikke mindst København. By-historiker Allan Thomsen fortæller, at det første juletræ på Rådhuspladsen blev tændt med elektriske lys d. 20. december 1914. Midt på den travle plads blev skabt et åndehul.

Præcis som i dag mødtes forventningsfulde borgere op, for at samles om træet, der meget snart skulle stråle. Før i tiden ville folk, der ikke selv havde elektriske lys derhjemme, valfarte til Rådhuspladsen. De ville nyde synet af lyset og vide, at nu var julen i gang.

Allan Thomsen nævner, at der sågar gik politik i juletræstændingen et år. Kontroversen forlød sig på, at der var uenighed om, hvorvidt det var Kulturborgmesteren eller Overborgmesteren, der skulle tænde juletræet. Løsningen blev at indgå et kompromis, så det nu er julemanden, der tænder træet.

Julelys på juletræet
Juletræet tændes med julelys //Foto: Sofie Arboe Jørgensen

Så kig rundt i bybilledet; op og ned, til siden, ind i de små gader og ud på de store pladser, for byen summer af jul og traditioner. Og bliver du som mig på mærkværdigvis altid lidt overrasket, sågar en smule deprimeret, over hvor mørkt det egentlig bliver, når vi skal sætte uret en time tilbage – så hjælper det, når en varme bliver spredt, det øjeblik de kolde gader udsmykkes med strålende lys i alle former og farver.

LÆS FLERE ARTIKLER AF SOFIE HÉR

21-årig journaliststuderende med en kærlighed til det pulserende byliv, blæsende søndage og strik.