Brev til Dan Turéll

Hej Dan Turéll

 

Jeg ved ikke, hvor du sidder. Jeg ved ikke om du overhovedet sidder. Jeg ved ikke, hvor du er.
Om du smutter rundt i københavnske gader og stræder i et gulligt lygteskær.

Flukser og fakser rundt i døgnets urolige timer.
Måske sidder du med hovedet begravet i pergamenter og gamle tekster, der fyldes med blæk for hver gang dine fingre – med dine sorte negle – hagler nedover din IBM-skrivemaskine.

Jeg ved ikke, om du har fundet et luksuseksil blandt det hinsides, eller om du hviler under din skårede sten på Assistenten.
Vi delte kun et halvt levende år sammen.

Marts 1993 – oktober 1993.

Og jeg kan kun forestille mig du står på scenen i din Dan Turéll uniform og blotter dine taletalenter for et måbende publikum, som en shaman, der HAR svaret.

Og dig som elskede det gamle, det gyldne, det evige i en foranderlig tid. Elsker jeg også dig som en evighed i en flygtig hverdag. I en stridende strøm af skrevne ord, tomme glas og fyldte æskebægre, hvor melodierne flyder i cyklus fra venstre til højre på A4’s betingelser.

 

Og folk kaldte dig onkel Danny.

Som den allestedsværende og intetstedsværende onkel. Som den fremmede og familiære. Som den levende radio for enden af det uopnåelige familiebord, der beatende fortalte science fiction historier og krimigåder fra Bladet. 

Og folk kaldte dig postmodernist.

men måske var du premodernist?

Og du kaldte dig buddhist og anarkist.

men måske var du bare gammeldags socialist? 

 

Som Danmarks beatflagstang vejede du over den romatiserede vesterbroske nattehimmel og Vangedes skrøbelige 50’er murstensrækkehuse. Som folkets mand var du manden af folket, der affolkede kulturradikalismens sejrstog med Anders Ands nytårsløfte på Paradisæblevej 111. Ja. Du skrev om Anders And, om opgange duftende af kål og kogte kartofler, om at hylde Irma røvernes nihilisme.

Også om beat og Sir Conan Doyle og Albert Aylers skævvridende saxofon.

 

Og du jager stadig Vesterbro igennem hjørner og sving og brosten, der synker med byen. Du jager I barerne, i gaderne. I Istedgades utallige 70’er trappeopgange.
Som detektiv og forfatter og taxachauffør kaster du vejvisere ud for gadens ballademagere.
Gang i gaden.
Gang på gang i Vesterbros antikvariske værtshuse i en gentagende rytme i et liv som drikkende, druknende et-armet-tyveknægt.
Det var dit nirvana.

Det var din yndlingsleg. Kom og leg med mig.

Gennem byen en sidste gang.

 

 
Om projektet:

‘Brev til’-projektet er småportrætter af københavnere, der har slidt deres rågummisåler op på byens stræder, gader, udfalds- og indfaldsveje, og som har skabt minder for os alle sammen igennem tankevækkende tekster, bevægende billeder og mesterlig musik. Det er kort sagt korte fortællinger om nogle københavners lange historier.

//Tekst: Mads Thunestvedt, amatørfodboldspiller og gennemgående nostalgiker.

//Illustration: Christine Buchholtz,  illustrator og ninja.