Brev til C.V Jørgensen

Hej Carsten Valentin Jørgensen
Du stod på scenen, inde i teltets skygge og mørke. Med havets hænder, der i en uforløst gestus kastede fingrene mod himlen og efterlignede musikkens dragende rytmer. Jeg stod i sommerens festivaluniform uden for teltet og mærkede solens glød og alkoholens tiltagende bivirkninger, mens ugens spildte bedrifter tegnede sig foran mine Roskilde-slukne øjne. Der var brand i dine øjne.

Ja, nu engang, endnu en gang stod du der og beatede samvittighedserklæringer ud over mængden af internationale karrieregale. Som et lys fra fortiden fastsatte du skyggerne til fremtiden. Endnu et lys fader ud. Men smilet beholder du. Smilet beholder du hele vejen fra Bellevue til 70’ernes kolonihavehuse.

Hvis ikke du er Danmarks største poet, så må du være den næststørste eller tredjestørste. Du er en S-togskørende weekendtriller af en lyriker, tilsat levende følelser, der både rammer ned som brandertens afsluttende exit og søndag morgens solstråleseancer, som raser ind igennem mine beskidte velux-vinduer og forstyrrer mit overkogte, blødkogte, knastørre æg. Du er forår og efterår og lidt til og meget mere. 

Og skulle man tælle alle de gange, dine plader har skrabet sig igennem rillerne på fargenerationens gamle Phillips-pladespiller eller storebrorgenerationens billige Bilka-cd-anlæg, skulle man ha’ fat i nogle matematiske ligninger fra fremtidens computergenier, der kunne regne frem og tilbage på begge skiver af Syregrønne Evergreens.

Ja, du er et soundtrack til flere årtiers Opel Kadett-familiebilture igennem Tysklands helvedesmotorveje, der altid først sluttede ved din diskografis endeligt. Ja, Autobahn blev kortere med dine poetiske hverdagsbriller, der opsummerede rigtigt og forkert i en verden uden rigtigt og forkert.

Ja, alt er så simpelt og såre godt.

Og du skal såmænd ikke tro, du blot var en pauseklovn på Hitlers gennemreparerede vejnet. Du var mere end det. Du var en smånaivistisk drømmer fra en svunden tid, som kunne lære os ihærdige 00/10’er-børn, at vi ikke skal drukne i metropolismens umondæne højhusmodernitet, der kaster skygger ned på storbyens små oaser.

Ja, du var ikke bare et soundtrack til verdens længste motorvej, du blev hurtigt et soundtrack til verdens længste teenageår.

Hva’ sku’ vi ha’ gjort på denne søndag uden ham?

 

 

 

 

Om projektet:

‘Brev til’-projektet er småportrætter af københavnere, der har slidt deres rågummisåler op på byens stræder, gader, udfalds- og indfaldsveje, og som har skabt minder for os alle sammen igennem tankevækkende tekster, bevægende billeder og mesterlig musik. Det er kort sagt korte fortællinger om nogle københavners lange historier.

//Tekst: Mads Thunestvedt, amatørfodboldspiller og gennemgående nostalgiker.

//Illustration: Christine Buchholtz,  illustrator og ninja.