Berettigelsens Kampplads

Cykelturen gennem København, i myldretiden, er blevet en øvelse i udholdenhed, blyantspidse albuer og ubehøvlede tilråb. Men hvorfor opfører de københavnske cyklister sig som en flok småskoede egoister? Er den aggressive cykelkultur måske en naturlig konsekvens af en forvrænget følelse af berettigelse?

Illustration: Emma Sloth

Illustration: Emma Sloth

Klokken er halv ni mandag morgen, det er koldt og gråt, og efterårsblæsten kaster hidsigt regndråber på vinduet.  Jeg er, som det ofte er tilfældet, kommet for sent op og for sent afsted. I en lettere forvirret tilstand, hopper jeg op på min cykel – den er hidsig pink for tiden – og drøner ud på Amagerbrogade.

Jeg tager et par dybe indåndinger for at vende mig til kulden og for at forberede mig på den forestående cykeltur. Jeg bor ude ved Sundbyvesterplads, så jeg har lige et par 100 meter at vågne på, inden kampen for alvor sætter i gang. Snart begynder stimen af cykler at formere sig. De myldrer til fra alle sider, og før jeg ved af det, udvikler den smalle cykelsti sig til en firsporet motorvej; et virvar af bilister, cyklister, offentlige transportister og fodgængere flyder ind på .

Fra Øresundsvej kommer en kvinde målrettet cyklende i høj fart ned mod den tilstødende Amagerbrogade. Hun kigger knapt til siden og drejer ud på cykelstien lige foran mig. Jeg ringer med klokken og råber ”Hey!” for at gøre opmærksom på det sammenstød, som er nærved uundgåeligt, og klodser bremserne for desperat at forhindre det i at ske. ”SÅ SLAP DOG AAAAAAF”, skriger hun og kører videre. Lidt paf sætter jeg i gang igen og undrer mig over, hvordan det endte med, at jeg blev modtageren af den verbale overhaling, som jeg egentlig synes burde være tilfaldet hende?

Resten af vejen ind mod byen er en uendelig omgang stopleg. Her leges dog efter helt specielle regler. I den københavnske version gælder det om, for så vidt muligt, at undgå at stoppe for udstigende buspassagerer og trodsige fodgængerne. For fodgængerne holder lige så meget på deres forgangsret ved fodgængerovergangene, som cyklisterne holder på retten til ikke at stoppe.

Her ender jeg ofte med at stå i et dilemma. Hvis jeg stopper får jeg gerne en cyklist i nakken, fornærmede grynt og i værste fald kommentarer fra dem, som mener, at det er spild af deres kostbare tid at holde tilbage. Hvis jeg ikke stopper, risikerer jeg at køre samtlige 5A brugere ned. I flere tilfælde har den gryntende og irriterede cyklist, der sender onde blikke, også været mig.

For det er sgu ikke for sjov, det her! Det er pure alvor, og det er det rene anarki. At cykle i København er efterhånden blevet en benhård kamp mod resten af bysbørnene, om at komme hurtigst frem til sit fortravlede liv.

Giv plads, her kommer jeg!
Men hvad kommer denne aggressive og kampklare indstilling egentlig af? Denne følelse af, at vi skal først frem, hurtigst hjem, have mest og få bedst? Af at vi har ret til at bøje reglerne, skide på paragrafferne og i øvrigt – i yderste konsekvens – sætte andre folks liv i fare for at nå det? For mig at se bunder det i en stærk følelse af berettigelse, eller rettere sagt, i en forvrænget følelse af berettigelse. En følelse, som også ind i mellem overmander mig.

Hvad vil det egentlig sige at være berettiget? At være berettiget er et af de privilegier, vi har – eller i hvert fald som udgangspunkt burde have – her i Danmark. Det er en grundpille i ligestillingen og den danske mentalitet, at vi alle føler berettigelse til at være en del af samfundet. Det er afgørende for personligt selvværd, at vi føler os berettiget til at være den vi er. Vi skal føler os berettiget til at blive elsket, for i det hele taget at kunne tage imod kærlighed. Alle skal føle sig berettiget til at kræve sin plads, til at have meninger og blive hørt. Din mening, din person og din væren i verden er altså lige så vigtig som min – men den burde ikke være vigtigere!

Og det er så her, at filmen ofte knækker. For vi fra generation navlepilleri har fået den idé, at vi hver især er en lille smule mere berettiget til at være her end alle andre. Vores liv er en lille smule vigtigere end alle andres, ikke mindst vores tid. Derfor har vi ret til at komme først. Det er præcis denne ”lille smule” der konsekvent får os til at bøje reglerne. Ikke meget, bare nok til at det bliver lidt mere bekvemt.

Men det har konsekvenser, når vi bryder eller bøjer reglerne; når vi tager os friheder i trafikken, maser os frem i køen, eller kæmper os til en plads i en proppet bus. Her tager vi ikke bare friheder, som vi føler os berettiget til, vi tager også noget fra de andre.

Mere ansvar, mindre berettigelse
Nogle vil nok mene, at det er lige lovlig stærke følelser at have til noget så tilsyneladende harmløst som en cykeltur igennem byen. Men som jeg oplever det, er den aggressive cykelkultur, som så meget andet, blot en lille konsekvens af et langt større problem. Det udspringer nemlig af en stigende tendens til ikke at kunne se ud over sin egen næse. Til ikke at ville lytte til andres meninger. Af troen på, at vi altid ved en lille smule bedre og i hvert fald bedre end dem, som ikke er ligesom os. Og hvis vi bliver i tvivl, så kan vi altid blive bekræftet af det ekkokammer af likes og bekræftelse, som de sociale medier har skabt omkring os.

Så det, der måske kan virke som let tankeløshed eller morgenstres på cykelstien, er i virkeligheden udtryk for en kamp, som vi alle sammen mere eller mindre ubevidst kæmper hver dag. For vi er bange for, at hvis vi slækker på vores rettigheder, så er der nogen, som kommer og tager dem. Måske er der endda nogen der får mere end os selv?

Vi skal selvfølgelig holde fast i vores ret til at være her, have en stemme og kræve vores plads. Men i stedet for at føle os berettiget, bør vi måske føle mere ansvar. Ansvar for os selv og for de andre. Så vi kan værne om vores ret, men også om de andres; uanset om det så handler om samfundet, om supermarkedskøen eller om cykelturen på vej til arbejde.

Op på cyklen igen
Det er mandag morgen og luften er grå og kold. Jeg er endnu engang kommet for sent op og for sent af sted. Jeg svinger mig op på cyklen og tager en dyb indånding for at vende mig til kulden, men også for at forberede mig på ikke at falde i fælden og blive en del af kapløbet ind mod byen. Jeg sender et smil til dem, som synes jeg er irriterende, når jeg holder for rødt eller lader gågængeren gå over cykelstien. Jeg vinker til bilen, der holder øje med mig og siger tak til cyklisten, som holder tilbage. Og så håber jeg, at flere på et tidspunkt vil følge trop, så vi sammen kan føle os berettiget til at komme godt afsted.

Så god (med)vind til Jer alle på cykelstien J

At få lov at lytte til og fortælle andre menneskers historie er et stort privilegium. Det gøres allerbedst med en øl i hånden. Revolutionen kommer nedefra, jeg lader andre om de store linjer.