”Det hele startede i en brandert”

Efter den første morgenfest i november, hvor cirka 300 mennesker fik Teater Grob til at hoppe, troede du måske, at det var nogle kommerciellefestarrangør-typer, som tjener en masse penge på at lave fester, der stod bag Rise & Shine. Men det er det slet ikke. ”Vi er bare seks venner, der fik en knaldet idé i en brandert på en festival, og så lavede vi det,” fortæller Nanna Balslev, der er en af de seks arrangører bag Rise & Shine.

 

//Foto: PR

 

Det hele startede i sommer, hvor tre af damerne var på Sejrø Festival. I en brandert kom de til at snakke om, at det var trist, de aldrig gik ud og dansede mere. De seks kvinder er en venindeflok, der tidligere under navnet Renegade Runners har arrangeret forskellige arrangementer lige fra en udstilling på Charlottenborg, en event på Roskilde Festival og kvindefestivalen Ladyfest på Stengade i 2007. Men meget vand er løbet gennem åen siden dengang, og de fleste af kvinderne er i dag i starten af trediverne, har fået kærester eller mænd og nogle af dem også børn.

”Nu ses vi og drikker rødvin og snakker om arbejde, børn og kærester på sådan en voksen måde, men vi går sjældent ud og danser,” siger Nanna Balslev, der sammen med resten af Renegade Runners står bag morgenfesterne.

”Weekenden er tit lidt hellig i en børnefamilie, så man har ikke altid overskud til at gå ud og slet ikke til tømmermændene dagen efter. Og hvis man så endelig går ud, så er alle fulde, og man føler sig måske lidt malplaceret på kødmarkedet,” siger Nanna Balslev og peger på vielsesringen på højre ringefinger.

”Vi ville bare gerne danse like nobody’s watching.”

 

De talte om, at det kunne være fantastisk med morgenraves udenfor I fælledparken. Og da en af damerne så en ven poste en video på Facebook fra en morgenfest i London, hvor der stod 2000 mennesker og dansede kl. 7 om morgenen, vidste de, at ideen kunne flyve. Morgenfester passede perfekt ind i pigernes præmisser om ingen alkohol, fed musik og dansen i fokus.

”Vi ville jo gerne bryde med rammerne for en almindelig fest, så hvorfor ikke også gøre det om morgenen?”
De satte en dato, for på den måde blev det alvor, forklarer Nanna Balslev.

”Vi blev enige om, at det skulle være midt på ugen, for der er stadig så lang tid til weekenden, at man har brug for et lille boost.”
Og så blev opgaverne uddelegeret imellem damerne, og eksperimentet gik i gang.

”Vi var meget nervøse i dagene op til, og vi blev ved med at sige til hinanden: ”Mon der kommer nogen?” og ”Ej, I skal altså få jeres venner til at komme!” For én ting er, hvor mange tilmeldte der er på Facebook, en anden ting er, hvor mange mennesker der rent faktisk kommer og danser en onsdag morgen.”
Hvis der kommer 100 mennesker, er det en succes, blev de enige om, og så krydsede de fingre.

 

Ryst, hvad din mor har givet dig

Ved første Rise & Shine-event satte Ras Money første plade på kl. 7.30, og der gik en halv time, så var dansegulvet fuldstændig proppet.

”Det tog lige 20 minutter, og så var dansegulvet fyldt. Der var smilende ansigter over alt, og folk hoppede bogstaveligt talt. De folk, der stod af bussen uden for Teater Grob, kunne slet ikke forstå, hvad der skete,” fortæller Nanna Balslev om den første fest.

Selvom Rise & Shine er startet af seks veninder, der savnede at gå ud og danse, oplevede de til festen, at der kom unge studerende på 19 år, der havde klædt sig ud, og mænd og kvinder i slutningen af fyrrerne, og alle gav den ”max gas” på dansegulvet.

”Vi vil gerne have, at man føler sig sej og velkommen, uanset om man er 40 eller 19 år. Lidt ligesom man kan opleve på Roskilde Festival, når man er til en koncert, hvor man måske er blevet væk fra sine venner, men alligevel bliver man bare grebet af energien og stemningen, fordi det bare er så fedt,” griner Nanna Balslev.

Nogle kom og dansede i en halv time andre i to timer, og så tog de videre på arbejde.

”Alle dem, jeg snakkede med efterfølgende sagde, at de bare havde været helt fulde af energi resten af dagen,” siger Nanna Balslev, der synes, at Renegade Runners’ eksperiment lykkedes.

Til festen den 4. februar får alle et stempel i døren. Ikke fordi det koster noget at komme ind men simpelthen for at skabe et fællesskab og et tilhørsforhold. På den måde kan du senere på dagen på jobbet eller studiet se, om nogle af dine kollegaer også dansede til Rise & Shine i morges.

 

//Foto: PR

 

Ingen tjener penge på det

”Det er ikke ideen, at vi skal tjene nogen penge på det, og det gør vi heller ikke,” siger Nanna Balslev og forklarer, at ideen er, at de folk, der kommer, er med til at gøre det til en fed oplevelse. Og når man ikke har nogen penge, må man gøre tingene selv.

”Vi kører selv ud og henter udstyret og udsmykker selv salen. Vi laver det hele efter do it yourself-modellen – skal vi bruge noget fedt lys, så ringer vi til en, vi kender, der har lavet lys på et teater. Men vi kan ikke lave det uden, gæsterne kommer, for det er dem, der skaber festen,” fortæller Nanna Balslev.

Denne gang samarbejder Renegade Runners med Frost Festival, og festen bliver holdt i Københavns Projekthus – KPH Volume på Enghavevej. Der er over 1700 mennesker tilmeldt eventet Rise & Shine #2 på facebook.

Men selv om alle arbejder frivilligt, koster det alligevel noget at holde en fest for 1.700 mennesker. For eksempel skal der betales for lydmand, udsmykning og udstyr. Derfor har Renegade Runners oprettet en indsamling på crowdfunding-siden Booomerang.dk, hvor folk kan støtte festen med 20 kr. eller mere. Eventuelt overskud går til næste morgenfest.

 

”Vi håber, at andre også får lyst til at lave en morgenfest, for vi har jo ikke patent på konceptet. Det kunne da være fedt, hvis nogen havde ressourcer til at holde det hver måned,” siger Nanna Balslev

Festen i november var et eksperiment, men eftersom den fik kæmpe succes, har pigerne indtil videre planlagt at holde fire fester i alt – en for hver årstid.

”Den næste fest bliver nok i maj eller juni, for vi vil rigtig gerne lave en fest udenfor. Så kan man stå og danse en lys sommermorgen, mens solen står op. Det ville være fantastisk,”

 

Hvad: Morgenfesten Rise & Shine #2 i samarbejde med Frost Festival. Oplev DJ’s Djuna Barnes og Copyflex

Hvor: KPH Volume på Enghavevej 80

Hvornår: onsdag den 4. februar fra 7.00-10.00

Portemonnæ: Gratis entré. Der kan købes kaffe fra Peter Larsen Kaffe, juice, energidrikken­­­­ Maté Maté og morgenbrød fra AFUKs køkkener.

 

//Forsidefoto: PR

 

 

Madglad og madstønnende madredaktør for VINKkbh, som elsker solbriller og god rødvin. Jeg er fraskilt og nyforelsket og arbejder som editor for Microsoft.