Alene i København

Der sidder jeg, knuet ind imellem to af mine bedste venner, smilende, glad og påtaget. I sort hvid. Nu sidder jeg her, nostalgisk og mindre opsat. Jeg kigger på mig selv og husker turen, hvor jeg gik alene, hvorfor stod jeg der og smilede, mens det trak op til torden? 

 

#forberedelsen

Jeg skal på date med mig selv i København. Planlægger og forbereder. Tænker på hvilken skjorte, jeg skal tage på og ærger mig over den røde plet i ansigtet, jeg har fået over weekenden. Bestiller bord til én på Madklubben og køber billet til en amerikansk duo, der spiller i Huset Magelstræde. Jeg forbereder mig på, at drinks imellem de to nok er en god ide.

 

 

#skjoldet

Jeg gemmer mig, fordi andre gemmer sig, selv bare i få sekunder gemmer jeg mig, hvis det føles som en selvfølge. Af grunde jeg, måske de andre, ikke helt forstår. I omverdenen derinde gemmer han, hun og alle de andre sig, varme og smilende, indenfor og udenfor. Hun er ikke sort hvidt, men fuld af farver, leende i København tæt på, hvor jeg er. Kulturen bobler der men her er folk bare fulde, farvet af det filter, jeg projekterer ovenpå dem. En uappetitlig farve, der bliver gjort sort hvid for at andre kunne have lyst til at smage.

 

#toget

Turen i aften føles anderledes end resten, jeg tager altid et formål med mig, men nu er de erstattet af mig selv. Uden telefonen med mig mister jeg et skjold, uden musikken en attitude. Alle omkring mig har skjoldet oppe og attitude på. Fordi jeg ikke har, hvilket er lidt dumt, aner jeg ikke, hvad klokken er og er bange for at komme for sent. Til gengæld er mine øjne mere åbne, jeg ser mere, end jeg plejer. Ironien rammer mig først sent, da jeg på trods af mine åbne øjne glemmer at tjekke ud på rejsekortet.

 

#studenterhuset

Jeg sætter mig og drikker en meget bitter og lidt varm kop kaffe sammen med alle de andre udlændinge. I frygten af at have placeret mig midt i en cirkel af mennesker, flygter jeg hurtigt ind i kultursektionen af den nærmeste avis. Her i Studenterhuset er ingen rigtig alene, deres ansigter lyser skinnende op af den projekterede omverden. Jeg tænker over, om jeg skal købe en gave med til mig selv. Ligesom enhver anden date starter nervøse sommerfugle at melde sig.

 

#strøget

Tænder endnu en cigaret for at dæmpe dem, uden denne gang at tænke på min ånde. Jeg går langs Strøget med den samme følelse, som når jeg har været ude at vandre langt, meget langt, alene. Følelsen af at være opdagelsesrejsende, men i aften, i København, fordi det er København, er følelsen anderledes.

 

 

#madklubben

Jeg bestiller rævesovs og and. Tjeneren under oplæring spørger stille, om hun må tage glasset over for mig, hvortil jeg får mumlet et akavet mmmh. At sidde her og smøre brødet før forretten virker som den mest akavede handling, jeg har foretaget mig. Jeg har generelt sjældent følt mig så akavet i mit eget selskab.

I mangel af bedre skriver jeg i bogen under borddugen, så de nu, mere end de gjorde før, ser på mig som om jeg er her for at anmelde deres mad. Det eneste der afslører mig er, at jeg selvfølgelig vælger den billigste vin til mig selv, men en tjener får mig hurtigt rettet ind på en dyrere fransk, der går bedre til and. Hænderne flygter intuitivt ned mod den tomme lomme.

 

#deandre

Det er ikke så meget manglen på billeder og musik, der skaber nervøsiteten, det er bevidstheden om, at der ikke er nogen foran mig, i verden eller omverdenen. Når der ikke er nogen foran, er man tvunget til at se fremad. Jo flere par, familier og fødselarer der driver ind i lokalet, jo mere bevidst bliver jeg om, at jeg er der. Jeg ser dem se mig, se mig selv.

 

 

 

#tiden

Tiden er lang når, man er alene og ikke ved, hvad den er. Jeg har lyst til at drikke mig selv lidt fuld for at lette stemningen.

 

#koncertihuset

Efter ankomst i Huset og et par øl i baren begynder den pinlige stilhed at fortabe sig i baggrunden. Det er sært, at jo mere man sidder uden noget foran sig, jo mere ser man at alle andre omkring en gør. I Magelstræde viser individerne sig selv noget, og parvis viser folk billeder og beskeder fra helt tredje mennesker. Femten piger foran scenen står alle med lysende ansigter i det mørke lokale. Bandet går på og her skelnes ikke længere imellem hvem, der kom med hvem. Alle står med et formål.

 

 

 

#eftertanken

I toget hjem helt halvfuld tænker jeg, fordi jeg ikke har andet at lave.

 

#1

At være alene er ikke noget man er eller ikke er. Det er en følelse. En følelse, som vi måske aldrig behøver at opleve igen på samme måde, så længe vi kan have omverden med os overalt. For hvem vil dog stå alene i verden.

 

#2

Siden (næsten) alle nu er i konstant kontakt, hvorfor skulle tendensen så ændre sig mere end de små analoge modreaktioner. Teknologien har det med ikke at stoppe af melankolske årsager.

 

#3

Men igen, verden og omverdenen er to forskellige steder. Vi mærker os selv på to forskellige måder i de to. Man er bare så vant til at være i dem begge på samme tid, at hvis man engang imellem beslutter sig for at være alene i en af dem, er det en overvældende følelse, man kan huske, man har glemt.

 

 

#4

Det er utroligt, så meget vi kan være alene i vores daglige liv uden at lægge mærke til det. Og så når man gør, selv bare et par timer, dukker følelsen op. Vi er blevet så gode til at gøre det, vi gør, blandingen af at gemme os og samtidig være mere synlige end nogensinde før. Men igen, når jeg så er alene, alene i København, passer det så vanvittigt dårligt sammen med mit sort hvide profilbillede. Hvem skulle overhovedet tage et nyt billede nu?

 

 

 

//Fotograf Christian Brems