AKT1: Eksperimenterende og ørenåbnende radiodrama

Unge mennesker snakker livligt og højlydt med havnen som bagtæppe, mellem rødt oplyste træer og levende lys. Det er svært at forestille sig, at de lige om lidt vil være stille og lyttende. Det er Dome of Visions, der denne gang den 24. og 25. februar ligger kuppel til radiodramaprojektet AKT1.

 

For tiden har radiomediet fået en revival: Den amerikanske podcast Serial har fx tiltrukket hele verdens opmærksomhed, og København har endda fået sin egen radiobiograf, hvor kuraterede radiolydklip afspilles for publikum i Gloria-biografens mørke. AKT1 nørder radioriet med omvendt fortegn: De opfører hørespil, der optages live foran et publikum, hvorefter hørespillene bliver lagt op som podcast på deres hjemmeside. Hørespil – et fantastisk ord i sig selv, der giver nostalgiske associationer til hele familien, der sidder i stuen rundt om radioen med ørerne vidt åbne. Den intensitet er AKT1 med til at genoplive.

 

Foto: Marie Bjørn

 

Fra lommefilosofi til global opvarmning
”Jeg er så træt. Jeg håber ikke, jeg falder i søvn,” siger en træt sjæl lige inden jinglen lyder. ”Det ville da være imponerende i denne kulde”, svarer en anden. Kuplen er denne aften et solløst drivhus – den bidende kulde foregriber det sidste af aftenens tre hørespil med titlen ”Dansk permafrost”. Så lyder AKT1-jinglen endelig, og dernæst: ”Du lytter til AKT1, radiodrama, hvor du skal høre radioforestillingen Cornwall…”. Alt optages nu og her i rummet med os. Det første hørespil er skrevet af Lars Bo Nørgaard. Det er en samtale mellem et sødt og komisk sludrende vennepar, der i en samtale om alt fra internettet, kroppen og forelskelse forstår hinanden lidt for godt gennem velslidte klicheer og lommefilosofi.

 

– Det er en længsel.. Et hul inden i dig selv, ik’? Vi kan ikke løbe nogen steder hen.
– Nej, der er ingen steder at løbe hen.
– Nej..
– Nej..

 

Hver dag siger vi tonsvis af ord til venner, kærester og kollegaer. Vi autopilot-responderer på andres ord uden at tænke særligt over det. Midt i latteren gør hørespillet os måske opmærksomme på det.

 

Aftenens andet hørespil er en fremførelse af kronikken ”Ude i forstaden” skrevet af Mette R. Jakobsen. AKT1 har indgået et samarbejde med Dagbladet Information, hvor de fremfører en tidligere trykt kronik som hørespil: Et nytænkende og interessant koncept, hvor kronikkens udramatiserede sætninger forvandles og fortolkes til ære for ørerne. Forskudte billeder dukker op for ens indre, end når kronikken læses i avisen.

 

Aftenens sidste hørespil er ”Dansk permafrost” skrevet af Daniel Vatsvåg. Et lattervækkende radiodrama, som giver stemmer til et dystopisk Danmark, hvor den globale opvarmnings konsekvenser har slået igennem, og hvor befolkningen bor i igloer. Skuespiller Claes Bang gør det udmærket som en amnesia-ramt far, der skændes med sin søn (spillet af Alexander Clement) om, hvem af dem der skal have lov til at dyrke sex med den kvinde, der nærmer sig langsomt ude i den sneblæste horisont. ”Det her er ikke global opvarmning, det her er global mindfucking!”, udbryder faren desperat, hidsigt og presset af situationen.

 

Ikke bare høre, men lytte
Vi kigger på skuespillerne stå på den lille scene foran mikrofonerne, men vi ser dem ikke. Al energi og friktion mellem dem og os er i stemmerne – det er dem, der udelukkende vækker latter eller tanker hos os, ikke mimikken, armbevægelserne eller skuespillerens karakteristika, selvom de også er der. Vi hører radio, når vi kører bil, og når vi gør rent. Hver dag hører vi lyde, stemmer, holdninger og small talk – om vi vil det eller ej. AKT1-konceptet fordrer, at vi lytter. Og det er egentlig ikke så ofte, det sker.

 

Det vil være muligt at høre de tre hørespil på akt1.dk (dato ikke oplyst).

Følg AKT1 på Facebook.

Næste gang finder AKT1 sted i Nikolaj Kunsthal d. 12. og 13. maj.

 

 

Forsidefoto: Marie Bjørn