Afskedsbrev til Brønshøj

Liv Habel

 

Kære Brønshøj

Ja nu mangler jeg kun det sidste, som ligger i kommoden, og så er jeg ellers klar til at tage afsked med dig.

 

Kommoden får du, der er desværre ikke plads til den i mit nye hjem, og min kæreste synes, at den er grim. Den er ikke noget særligt, men jeg fik den af min far, da jeg flyttede hjemmefra, så den er gammel og har set det meste af København. Den har indeholdt min daglige rutine gennem hele min ungdom. Så kære Brønshøj, pas godt på min kommode.

 

Det var jo slet ikke meningen, at vores forhold skulle vare så længe. Jeg lejede et værelse i nød med idéen om, at opholdet ville blive midlertidigt. Du endte med at blive mit faste hjem i to år.

Jeg var ikke glad for dig til at begynde med. Tanken om at flytte “langt” væk fra København, nærmest ud på landet, var for mig kvælende, og jeg lovede mig selv, at jeg hurtig skulle videre. Men grundet af et brud med en kæreste var jeg virkelig kommet i bolignød, og du var det eneste sted at finde en lejlighed.

 

Jeg ankom på en typisk dansk januar dag, vejret var gråt, koldt, vådt og trist.

Det var en overraskende hurtig bustur fra mit tidligere hjem i nordvest og hen til dig. Så var du jo ikke så langt væk fra København, som jeg først havde troet.

 

Bussen var fyldt, og larmen havde selv på den roligste mand været angstprovokerende. Jeg prøvede at holde mine tårer tilbage og sagde til mig selv, at de måtte komme på et bedre tidspunkt, ikke her i den propfyldte 5A. Bussens passagerer stod af på samme busstop som jeg og blev stående. Jeg blev lidt nysgerrig over, hvor alle disse mennesker skulle hen. 2A kom og tog dem alle med videre mod Tingbjerg, og jeg stod i den pludselige enorme stilhed og så efter bussen, det var mit første møde med folk fra Tingbjerg. Gad vide om de er ligeså farlige som de bliver fortalt i medierne? Går de altid rundt med pistoler? Er det rigtig, at de brænder alle biler af og er alle medlem af kriminelle bander? De ligner nu en hver anden familie, tænkte jeg og gik videre.

Jeg gik forbi folk ved pølsevognen udenfor Fakta og kunne ikke lade være med at grine lidt for mig selv. De to kunder, som stod der, så præcis sådan ud som jeg havde forestillet, at de ville “herude”. Den ægte Brønser. Iklædt træsko, gerne med en hvid sok. Cowboybukser, lige­op­og­ned, med en baglomme formet efter tegnebogen. En slags bomberjakke med en polo indenunder. Ved brystlommen er der trykt den lokale boldklubs logo og indeholdte en pakke cigaretter.

 

Jeg har tit tænkt på, hvad disse mennesker ved pølsemanden taler om. De virkede til at kende hinanden alle tre, og der var både navne og latter.

 

I det øjeblik jeg gik forbi dem, ville jeg ønske, at jeg var en del af dem. De havde allerede deres hjem hos dig, der var ikke så meget slinger i valsen, og nu var det altså lige tid til en lille sludder over en pølse, inden turen fortsatte med dens oprindelige mål, en indkøbstur i Fakta og så hjem. De har sikkert også deres kvaler, men i det øjeblik blev jeg en anelse misundelig.

Mens jeg stod og ventede på at komme over vejen, kørte der en dame på en Christianiacykel forbi mig. Ladet var fyldt med unger og poser fra Brugsen alle iført den nyeste mode. De lignede ikke originale Brønsere, de stak ud i omgivelserne. De var helt klart også tilflyttere, og hvilken kontrast af mennesker du lod mig møde, allerede inden jeg overhovedet havde nået min nye hoveddør.

Stilheden var som en mørk dyne over mig. Den første aften, da jeg stod og så solens sidste stråler kæmpe sig igennem de mørke skyer, var der intet at høre. Min underbo begyndte at råbe af en anden, og det virkede på en underlig måde meget beroligende, for så var jeg da ikke helt alene.

 

Jeg følte, at jeg boede midt ude i ingenting. Her var ingen cafeer, ingen butikker (som sagde mig noget), ingen jeg kendte og værst af alt: INGEN 7/11!! Hos dig lukker butikkerne, som i en hvilken som helst anden provinsby – tidligt – og der er ingen garanti for søndagsåbent. Ingen mulighed for at købe chokolade efter klokken 23.

 

Og menneskene her. Enten bor de i Tingbjerg og slår folk ihjel, eller drikker øl på den lokale for deres kontanthjælp, eller også har de en guldske i røven og har det perfekte liv i en kæmpe villa omkring mosen.

 

Jeps, mine fordomme var mange, min frygt var stor, og mit snobberi var ustyrligt. Jeg kunne ikke se mig selv bo her, mit liv var kaos, og jeg længtes så inderligt efter noget velkendt, jeg trængte til et hjem. Heldigvis gjorde du det hele til skamme. Jeg fortryder, at jeg ikke nød min tid med dig noget mere.

 

Det var et kæmpe postyr at få den store kommode op ad den smalle trappe til 4. sal, jeg havde endda flere gange overvejet, om det store monstrum overhovedet skulle med mig. Men nu hvor jeg sad på min seng og spiste min første Brønshøj­aftensmad, kiggede jeg rundt på mine ting, som havde indfundet deres pladser i den nye lejlighed. Det gav mig en følelse af ro, jeg havde skabt noget velkendt ­ og i det øjeblik var det var hele umagen værd med den kommode.

Efter noget tid slog hverdagen igennem, og de daglige vaner kom lige så stille. Jeg handlede ind i Fakta efter arbejde, løb om Utterslev Mose, om aftenen nød jeg solnedgangen ved mit soveværelsesvindue, og om sommeren lå jeg i haven og slikkede sol. En dag slog det mig så. Hvor rart det egentligt var at komme hjem til stilheden. Pludselig var vi blevet dele af hinandens daglige rutiner, du og jeg, og du var blevet et hjem for mig, Brønshøj.

 

Jeg handlede ind det samme sted som den rigtige Brøns’er i træskoene. Jeg cyklede side om side med de propfyldte christianiacykler, og når jeg skulle have bussen, ventede jeg sammen med alle de andre forskellige mennesker, du rummer, ved busstoppestedet på Veksøvej. Det er det sidste stop, hvor man kan skifte mod Tingbjerg, og det er her de centrale modsætninger mødes. Jeg har ofte brugt min ventetid på at lære mine Brønshøj­naboer at kende her, for at få en bedre forståelse af, hvad du var lavet af. Og jeg må sige, du er lavet af et stærkt stof.

 

Jeg har nu taget det sidste fra kommoden. Det lyder helt hult og rungende, da jeg skubber skuffen ind. Jeg har efterladt et par hårnåle og én euro. Af en eller anden grund opfanger mine hænder ikke, at det lige skal med op, men jeg lader det ligge og tænker, at det sikkert ikke gør noget for den næste ejer.

 

Jeg er lidt trist over at skulle af med den. Kommoden. Den fejler jo intet. Den er stor. Skufferne virker. Den har holdt på mine hemmeligheder. Og har hjulpet mig med at skjule, hvor dårlig jeg egentlig er til at holde styr på mit tøj.

 

Det er tid til at gå, min kæreste venter i bilen nede på gaden. Tiden er inde til et nyt hjem, et nyt kapitel og en ny kommode.

 

Jeg lukker døren til lejligheden og til alle mine gamle fordomme og tanker om dig. Pas godt på min kommode og pas godt på dig selv, Brønshøj.

rum_brev-broenshoej_vink_liv-habel_19-juli-2016

//Illustrationer: Liv Habel