Absalonejer: ”Vi vil lave en revolution”

vinkmainimgfileirpwqxenwaopfutcyzisvaiaxihhlfwfvxmvcupvxlnhvaedqezzpkzpbjkd

ABSALONSERIEN. I august 2015 åbnede folkehuset Absalon dørenedørene op for Københavns befolkning. Lige siden har der været drøn på. Selv mener ejeren Lennart Lajboschitz, at det er takket være en klar mission og mange små forsøg på at skabe fremtiden. Vi mødtes i den oldgamle kirke til en snak om fællesskaber og revolutioner.

 

Selvom det var Lennarts første tanke, blev ideen hurtigt skudt ned af hans kone, Sus. De skulle absolut ikke have service fra IKEA. Det skulle være gamle ting fra loppemarkeder. Juleplatter fra genbrugen og stole fra KB-Hallen, der brændte ned. Disse giver i dag Absalon karakter og tilhørsforhold. ”Og det er jeg glad for, at hun valgte,” siger Lennart. For det nye folkehus på Søndre Boulevard er bygget op på et fundament af tilhørsforhold og fællesskab, hvilket er formålet med Absalon og alt, hvad de gør.

På få måneder er Absalon kirken blevet til et folkehus, der åbner kl.07:00 med friskbagt brød og lukker kl.02:00 med den sidste fadøl. Timerne imellem går med baby-yoga, spil, perleplader, studiegrupper, strikkeklub, banko, Twister, musikquiz og daglig fællesspisning. Lennart er ejeren af hele foretagendet. Han er mindre, end jeg havde forventet, og han er helt kaki-farvet med et let genkendeligt ansigt, som jeg har set det i DR-dokumentaren, Milliardæren fra Tiger-butikken,og de mange artikler om iværksættereventyrene. De mange farver på vægge, borde og scenetæppet er overvældende. Den gamle kirke er gemt væk bag lyserød, grøn og blå maling. Selv når Absalon næsten ikke har nogle gæster, virker den levende, sprudlende, mangfoldig. Vi sætter os i en bås på balkonen. Han sidder med siden til, så han skal vende hovedet for at se på mig. Han tager en slurk af glasset med cola. Tilbagelænet og afslappet med en næsten kongelig udstråling nyder han den kolde drik. Kongen af Absalon. Jeg langer smånervøst første spørgsmål over bordet; ”Hvorfor har du købt en kirke?” På et splitsekund har han rettet sig op, sat colaen fra sig og vendt sig direkte mod mig. Han er klar og fokuseret. Som en tiger på spring.

”Vi har et ønske om at lave en revolution. Vi vil se, om vi kan lykkes med at lave noget, der giver mening for mennesker, og som samtidig er bæredygtigt… I virkeligheden er det sjove her slet ikke os. Vi er de normale. Det er hele samfundet, der er sygt. Det, vi laver, er i virkeligheden det normale, hvor man snakker ordentligt til hinanden, og man laver nogle ting sammen, og man hygger sig. Det er i virkeligheden det, der burde være det normale. Det, at man sidder i toget til Aarhus og ikke snakker sammen, det er unormalt.”

”Så Absalon er en kommentar til samfundet?”

”Jeg håber i hvert fald, vi kan være et eksempel, så vi ændrer kulturen bare en lillebitte smule. Altså der er mikro og makro. Og mikro, som er en lillebitte ting, vi laver nu og her, kan have en effekt på makro. Så vi starter revolutionen her.”

Stemmen er kontant uden at være hård. Øjnene smiler, de nærmest gløder. Det er svært ikke at blive ramt af den varme, der blusser op på den anden side af bordet. Jeg har ham. Han er på. Jeg skyder næste spørgsmål af sted: hvorfor tager du denne revolution på dig?

”Da jeg arbejdede i Tiger, opdagede jeg pludselig, at et produkt, for eksempel et picnic-tæppe, er et godt produkt til dig, fordi du så kan gå i parken med dine venner. Senere har vi lavet Tiger Spilbar, hvor folk kommer ind og spiller Rundt-om-bordet. Og det blev til venskaber på tværs af alder og kultur. Det blev klart for mig, at jeg godt kan lide at være katalysator for, at mennesker kan gøre de ting, der betyder noget for dem. Det her fantastiske rum er en tryllefjer for, at folk kan mødes og interagere. Social interaktion er meget af det, der styrer vores lykke,” siger Absalonejeren.

Han læner sig tilbage. Der er ingen tvivl at spore i ham, og de krydsede arme angiver ikke, at han distancerer sig, men nærmere at han er tilfreds med besvarelsen. Han har tænkt meget over dette. De sociale fællesskaber skal sås her, men de skal gro udenfor Absalon. Og det skal være i brogede blomsterbede.

 

lennart_absalon_kim-jasper-4

Her kommer mennesker, ikke målgrupper

Der findes ingen bestemt målgruppe til noget så alment menneskeligt som glæde ved andre menneskers selskab, mener Lennart. Det har resulteret i, at opgange, der førhen ikke talte sammen, nu mødes hver torsdag til fællesspisning i Absalon.

”Vi har en målgruppe, som vil gå i Irma om fredagen for at købe noget lækkert, gå i Netto om søndagen, fordi det skal være billigt, gå i Magasin fordi der er et stort udvalg. Du bliver nødt til at spille på et langt større spektrum”, forklarer Lennart.

”Så du mener ikke, at banko henvender sig til en bestemt målgruppe?”

”Nej, vi laver dragqueen bingo, hvor de ældre synes, det er fedt, og de unge jubler. Det er sådan, vi gerne vil have det. Faktisk ville vi være nervøse, hvis det ikke var sådan.”

Sådan blev jeg hurtigt sat tilbage på skolebænken. Men det er skolebænken i livets skole – med lang afstand til handelshøjskolens faste doktriner om den traditionelle skelnen i målgrupper. For Lennart understreger nemlig, at det er ”fucked-up” at tro, at man i dag kan henvende sig til en bestemt målgruppe, som man selv kan definere.

 

Eksperimentet, der ikke bare er en rigmands feel-good

Absalon er ofte helt proppet. De besøgende skal komme tidligt, hvis de skal have en plads under den daglige fællesspisning. Denne udvikling er opstået på få måneder. Hvordan er det muligt?

”Da vi startede, følte vi os som amatører, der ikke vidste, hvad fanden vi gik ind til, så vi måtte bare prøve os frem. Og det med at prøve sig frem har fulgt os siden.”

’At prøve sig frem’ bliver hurtigt et gængs svar på flere af mine spørgsmål. Sagen er nemlig den, at Absalon er et stort eksperiment. Det har til formål at vise hvor lidt eller meget, der skal til, for at et folkehus kan være selvstændigt og bæredygtigt.

”Vi prøver og laver fejl, og vi lykkedes med nogle små ting. Det må vi bare fortsætte med. Med aktiviteterne prøver vi hele tiden at ryste posen og gøre tingene anderledes end tidligere.”

Ikke kun aktiviteterne er anderledes og eksperimenterende i Absalon. Faktisk er den økonomiske model også helt ny. Lennart har betalt for huset, istandsættelsen og driften for de første to år. Det er et minus, han tager på sig. Driften inkluderer endda løn til alle ansatte. En oplysning, der overraskede mig, da jeg var overbevist om, at alle medarbejderne var frivillige. De sælger jo kaffe til kun 10 kroner med gratis refill! Om eksperimentet vil lykkes afsløres i august 2017, når Lennart stopper med at betale udgifterne. Derefter skal Absalon være selvkørende.

”Hvis der ikke er økonomisk balance, så bliver det bare en rigmand, der får lidt feel-good ud af det her, mod at hvis det er i balance, så bliver det en mulighed for andre, der vil skabe det samme.”

”Hvis de får et hus, en istandsættelse og drift betalt i to år?”

”Nemlig, vi håber, at andre vil kopiere os. Derfor arbejder vi på at blive så gode som muligt. Så bliver vi et eksempel, andre kan bruge. Vi vil gerne dele ud af den viden, vi har.”

Absalon er for Lennart altså ikke en investering, som han forventer at få et overskud fra. Det er et køb, der skal afgøre, om Absalon kan være startskuddet for noget meget større. For en revolution, der skal sprede ”Absalonificeringen” til både resten af dette land og alle andre lande.

”Worst case scenario, og eksperimentet ikke lykkes, hvad sker der så?”

Han læner sig ind over bordet, ser mig dybt i øjnene og siger,

”Jeg forstår ikke, hvad du siger.”

Jeg griner med ham i en fælles forståelse om, at det eksperiment, der hedder Absalon, bare skal lykkes. Sådan er det, når man hedder Lennart Lajboschitz og har taget en beslutning om at søsætte et nyt og originalt projekt.

Sådan bliver en tryllefjer til en revolution.

 

//Alle fotos: Kim Jasper

Interviewet her er tredje artikel i serien om Absalon og deres succes. I går rapporterede jeg fra Hotdog Banko. I morgen afslutter jeg serien sammen med livsstilsekspert, Flemming Møldrup

Kulturentusiasten, der elsker at formidle, dele og skabe kultur i København. Daglig leder på VINK er min primære funktion, men ideudvikling, research og skriblerier lurer altid i skuffen.